onsdag den 21. september 2016

Anders Fogh Rasmussen havde ret - de økonomiske lærebøger skal skrives om

Resumé

I 2007 blev daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen advaret om, at økonomien var på vej mod en overophedning. Han valgte at sidde advarslen overhørig, idet han bemærkede, at ”det er meget lang tid siden, at økonomerne begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu ville det hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu.” I stedet formastede statsministeren sig at foreslå økonomerne, at de skulle skrive de økonomiske lærebøger om.

Anders Fogh Rasmussen er siden blevet hånet for denne udtalelse, for året efter gik det hele faktisk grassat. Ikke desto mindre havde statsministeren en god pointe, når han påpegede, at økonomien ikke udviste de faresignaler, som lærebøgerne forudsagde ville indtræffe, hvis økonomien var ved at blive overophedet. Inflationen var faldende, men ifølge lærebøgerne skulle det første symptom på en overophedet økonomi være stigende inflation. Der var en klar uoverensstemmelse mellem, hvad der stod i lærebøgerne, og hvad der skete ude i virkeligheden.

I erkendelse af at lærebøgerne har vist sig utilstrækkelige, foreslår denne artikel en omskrivning af de økonomiske lærebøger.

Alle der nogensinde er blevet undervist i makroøkonomi, har lært at vurdere dansk økonomis sundhedstilstand med udgangspunkt i fem økonomiske delmål. Kriterium nummer et for en god økonomi er, at produktionen øges kontinuerligt (økonomisk vækst). For at opnå vækst på langt sigt, anses det for nødvendigt, at de fire resterende økonomiske delmål skal være opfyldt: (2) Der skal være tæt på fuld beskæftigelse. (3) Inflationen må ikke overstige niveauet hos vores vigtigste samhandelspartnere. (4) Der skal over en årrække være ligevægt på betalingsbalancens løbende poster. (5) Der skal over en årrække være ligevægt på den offentlige saldo.

Artiklen her kan læses som en fortsættelse af artiklen Analyse af Dansk Økonomi 2016, der analyserer dansk økonomi med udgangspunkt i de fem økonomiske delmål. Denne analyse, der også forklarer de økonomiske delmål i detaljer, når frem til følgende paradoks angående dansk økonomi: ”På den ene side forekommer dansk økonomi stabil, stærk og sund. Der er omtrent fuld beskæftigelse. Der er lavere inflation end hos vores vigtigste samhandelspartnere. Der er store overskud på betalingsbalancens løbende poster. Og underskuddet på den offentlige saldo er lille, og i øvrigt ganske tilfredsstillende i international sammenligning. Alle disse forhold tilsammen peger i retning af en stabil økonomi med et stærkt vækstpotentiale. Alligevel er væksten i Danmark ekstremt utilfredsstillende, ja den er faktisk enestående historisk lav, og helt på niveau med Sydeuropas mest skrantende økonomier.” Med andre ord fremgår det af det citerede, at de fem økonomiske delmål ikke er tilstrækkelige som indikatorer for sundhedstilstanden i økonomien i dag. Hvis de havde været tilstrækkelige, skulle der være kommet gang i væksten i Danmark for længe siden.

Artiklen her er bygget således op: Først tages læseren en tur med i tidsmaskinen tilbage til tiden umiddelbart før finanskrisen. Her hører vi om VK-regeringens konjunkturmedløbende økonomiske politik, der fik dansk økonomi til at overophede, selvom det ikke kunne måles på inflationen. Dernæst tager artiklen en lille ekskurs, der forklarer hvordan indtægterne fra udvindingen af nordsøolien medførte, at overophedningen heller ikke kunne aflæses på betalingsbalancens løbende poster eller den offentlige saldo.

Herefter er tidsrejsen fordi, og resten af artiklen består af afsnit, der leder frem til anbefalingen om, at de fem økonomiske delmål skal suppleres, for at opnå et mere dækkende billede, når man analyserer sundhedstilstanden i dansk økonomi. Det konkluderes, at det ikke er ”tilstrækkeligt at fokusere på udviklingen i forbrugerpriserne, man skal også holde øje med udviklingen i ejendomspriserne. Det er ikke nok at kigge på den offentlige gæld, man skal også holde øje med udviklingen i den private gæld. Endelig må det erkendes, at inflationen ikke opsummerer konkurrenceevnen, og det derfor er nødvendigt at følge udviklingen i de delkomponenter, der konstituerer priskonkurrenceevnen: Den effektive kronekurs, lønnen i eksportsektoren, samt produktiviteten.”

Afslutningsvist gives ordet igen til Anders Fogh Rasmussen, blot for at konkludere, at den her foreslåede rettelse til de økonomiske lærebøger næppe er, hvad den nu forhenværende statsminister havde i tankerne, da han i sin tid foreslog at lærebøgerne skulle omskrives.

Alle tabel- og figurreferencer henviser til Samfundsstatistik 2016, der udkommer på forlaget Columbus oktober 2016. 

Dengang det hele gik grassat

Forud for Finanskrisen i 2008 afviste daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at dansk økonomi var på vej mod en overophedning. En overophedning er et udbredt metafor blandt økonomer, og indikerer en situation, hvor efterspørgslen stiger hurtigere end produktionen kan følge med. Det fører normalt til stigende inflation, og deraf faldende konkurrenceevne, hvilket igen fører til en forværring af betalingsbalancens løbende poster, tab af arbejdspladser i eksportsektoren, nedgang i væksten, samt en heraf afledt forværring af den offentlige saldo.

”I foråret 2006 advarede de økonomiske vismænd (…) om, at en overophedning må betegnes som den største risiko i den aktuelle situation. Ligesom Nationalbanken i efteråret 2006 mente, at der var en voksende risiko for en overophedning af dansk økonomi. Samlet set modtog regeringen 11 advarsler fra vismændene og Nationalbanken i perioden 2006-2008” (Kilde: Fogh svarer kritikere igen: Der er ikke noget at komme efter, Berlingske Tidende, 7. maj, 2016).




I efteråret 2007 affejede Anders Fogh Rasmussen kritikken, og opfordrede i stedet økonomerne til at skrive de økonomiske lærebøger om. Statsministeren afviste at stramme finanspolitikken med henvisning til, at den strukturelle ledighed var overvurderet. Han mente altså ikke, at ledigheden var kommet ned på et niveau, hvor det ville udløse stigende inflation. Statsministeren udtalte sig til pressen:

"Alt i alt deler jeg ikke den pessimisme, som visse økonomer giver udtryk for. Jeg glæder mig faktisk over, at dansk økonomi er så stærk, at vi nu igen har set et fald i ledigheden. Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om, fordi det er meget lang tid siden, at økonomerne begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu ville det hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu” (Kilde: TV2’s hjemmeside, 29. nov. 2007).

Anders Fogh Rasmussen blev senere hånet for denne udtalelse, fordi det hele faktisk gik grassat året efter. Imidlertid havde statsministeren god grund til at anfægte lærebøgerne.

Anders Fogh Rasmussen kunne hæfte sig ved, at inflationen i 2007 faktisk faldt i forhold til året før, og i øvrigt lå på et lavere niveau end i 1990’erne (hvilket fremgår af figur 9.4). Dermed kunne statsministeren med god ret hævde, at lærebøgerne tog fejl. Modsat hvad lærebøgerne forudsagde, var der ingen faresignaler at spore i udviklingen i inflationen.

Det forekommer denne artikels forfatter særligt paradoksalt, at det netop var Anders Fogh Rasmussen, der anfægtede antagelsen om, at der findes en såkaldt naturlig eller strukturel grænse for, hvor meget ledigheden kan nedbringes, uden at det udløser inflation. Det var nemlig Anders Fogh Rasmussen, der var den mest betydningsfulde drivkraft bag udbredelsen af teorien om strukturel ledighed i KVR-regeringen 1988-1990, hvor han selv sad som Skatteminister (hele forløbet er dokumenteret i kapitel fem i min ph.d. afhandling Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994).

Dengang i 80’erne argumenterede Anders Fogh Rasmussen for, at den høje ledighed i Danmark kun kunne nedbringes, hvis skatterne blev sænket, og lønfleksibiliteten på arbejdsmarkedet blev øget (i nedadgående retning forstås). Dette forudsatte igen en beskåret offentlige sektor (100.000 offentligt ansatte skulle fyres), og en betydelig nedsættelse af kontanthjælp og dagpenge.

Anders Fogh Rasmussens argument hvilede på en antagelse om, at de arbejdsløse ikke var dygtige nok, til at kunne få en løn, der var højere, end hvad de kunne få udbetalt på dagpenge eller kontanthjælp. Kun hvis kontanthjælp og dagpenge blev sænket betydeligt, ville det kunne svare sig for disse mennesker at tage et arbejde. Argumentet vandt gehør, og fra slutningen af 1980’erne blev det en udbredt opfattelse i ministerierne, at det økonomiske incitamentet til at søge arbejde skulle øges markant, hvis arbejdsløsheden skulle nedbringes til under 10 % af den registrerede ledighed.

Imidlertid måtte Anders Fogh Rasmussen og andre fortalere for teorien om strukturel ledighed erkende, at de tog fejl. I løbet af 1990’erne faldt ledigheden til 5 % af den registrerede ledighed, uden at det økonomiske incitament til at arbejde blev forøget i bare tilnærmelsesvis samme grad, som Anders Fogh Rasmussen og teoriens fortalere havde plæderet for. Samtidig forblev inflationen stabilt lavt.

Set i det lys er det til at forstå, at Anders Fogh Rasmussen afviste advarslerne om en økonomisk overophedning: Der var blevet råbt ”inflationen kommer” alt for mange gange til, at han troede på, at den nogensinde kom.

I tiden umiddelbart før Finanskrisen underviste denne artikels forfatter i nationaløkonomi på gymnasiet (Århus Statsgymnasium og Århus Katedralskole) og på universitetet (Roskilde Universitet). Ved tavlen kunne jeg hævde, at økonomien bevægede sig mod overophedning, fordi regeringen førte ekspansiv finanspolitik i en situation med fuld beskæftigelse. Men jeg kunne ikke eftervise, at den ekspansive finanspolitik førte til stigende inflation, som det antoges i de lærebøger jeg underviste ud fra. Derfor mener jeg Anders Fogh Rasmussen havde ret i, at lærebøgerne burde skrives om. 


Jeg mener dog ikke som Anders Fogh Rasmussen, at der er noget fundamentalt galt med lærebøgerne. Jeg ønsker blot, at den klassiske analyse af de fem økonomiske delmål suppleres. 


Regeringen førte ekspansiv finanspolitik. Det virkede konjunkturmedløbende, eftersom der var højkonjunktur. Den førte politik pressede ledigheden helt i bund, og medvirkede til at industrilønningerne steg mere end i udlandet, navnlig Tyskland. Hvorfor affødte det ikke inflation, som forudsagt af lærebøgerne? Normalt antages det, at for høj efterspørgsel vil presse forbrugerpriserne op, og dermed udløse inflation. Det skete ikke, formentlig på grund af øget international priskonkurrence. Der kom stadig flere og billigere varer fra Kina, der pressede priserne den modsatte vej.

Hertil kommer, at olieindtægterne fra nordsøolien var med til at sløre billedet af, at der var noget galt med dansk økonomi. Historien om olien berettiger en lille ekskurs.

Olieindtægterne slørerede for dansk økonomis sande tilstand

I 00’erne var Danmark mere end selvforsynende med brændsel og el takket være nordsøolien (hvilket kan fastslås ved at trække værdien af import af brændsel og el, tabel 16.9, fra værdien af eksport af brændsel el, tabel 16.8). Beskatningen af olieudvindingen bidrog betydeligt til overskuddet på den offentlige saldo. Overskuddet på den offentlige saldo gav lægmand indtryk af, at der blev ført kontraktiv (stram) finanspolitik. Det var imidlertid en illusion. Overskuddet skyldtes dels olieindtægterne, og dels det ofte oversete forhold, at en ekspansiv finanspolitik også under en højkonjunktur på mellemlangt sigt kan øge statens indtægter frem for at mindske dem. Når beskæftigelse og forbrug øges, falder statens udgifter til overførselsindkomster, samtidig med at staten får flere indtægter fra skatter og afgifter.

Takket være olien førte heller ikke udviklingen på betalingsbalancens løbende poster til udbredt bekymring over økonomiens tilstand, for det stigende forbrug af udenlandske varer slog ikke ud i et underskud. Når vi bruger mere fremmed valuta på import, end vi tjener på eksport, burde det forværre saldoen på betalingsbalancens løbende poster, der jo måler forholdet mellem indtægter og udgifter i fremmed valuta.

Betalingsbalancens løbende poster blev forværret, men der var stadig overskud. Årsagen var ikke, at dansk økonomi var stærk og konkurrencedygtig. Vi undgik underskud fordi vi solgte ud af vores ikke-fornybare ressourcer, olien. Bemærk i øvrigt at verden i 2007-2008 oplevede en oliekrise med priser, der var fuldt ud sammenlignelige med priserne under oliekrisen i 1980-1981 (hvilket kan aflæses af figur 17.8). I modsætning til 1980-1981 belastede prisstigningerne ikke betalingsbalancen, tværtimod. Igennem 00’erne var Danmark som nævnt nettoeksportør af brændsel og el.

Havde Danmark ikke haft olien, ville det have været åbenbart, at økonomien var blevet overophedet, og vi havde mistet konkurrenceevne. Olien er dermed en medvirkende årsag til, at de fem økonomiske delmål er blevet utilstrækkelige som grundlag til at vurdere dansk økonomis tilstand. Hvis Danmark i 2007-2008 skulle have importeret hele sit energiforbrug, ville det have resulteret i et underskud på betalingsbalancens løbende poster på 5-6 % af BNP (Kilde: Det økonomiske Råd, Dansk Økonomi Efterår 2009, side 84).

Med andre ord: I tiden op til Finanskrisen 2008 var Danmarks evne til at skabe balance i samhandelen med udlandet, når ses bort fra oliens betydning, at sammenligne med situationen i 1986. Det var året hvor Danmark havde historisk rekord i underskuddet på betalingsbalancens løbende poster, nemlig et underskud på 5-6 % af BNP jævnfør figur 16.2. I 1986 blev det bredt erkendt, at en overophedning havde skadet Danmarks konkurrenceevne. I 2007-2008 slørede olieindtægterne for, at det blev åbenbart, at dansk økonomi grundlæggende var i samme tilstand som i 1986.

Opsummering på de økonomiske delmåls utilstrækkelighed

I 2007 kunne man ikke aflæse overophedning og forringet konkurrenceevne i udviklingen i inflationen. I tiden efter Finanskrisen udeblev væksten, selvom udviklingen i de øvrige økonomiske delmål var tilfredsstillende. Det følger heraf, at en analyse der skal vurdere økonomiens tilstand, ikke kan nøjes med at tage udgangspunkt i udviklingen i de fem økonomiske delmål.

Udviklingen i konkurrenceevnen må måles på andre måder end inflationsudviklingen. Desuden; boligpriserne steg dramatisk forud for overophedningen i 00’erne, men boligpriserne er ikke inkluderet i forbrugerprisindekset og dermed ikke i inflationen. Det må derfor afklares, om stigende boligpriser bør læses som et symptom på makroøkonomisk ustabilitet på samme måde som inflation i forbrugerpriserne.

Alternative mål for konkurrenceevnen

Tidligere ville overophedning og heraf svækket konkurrenceevne slå ud i stigende inflation. Det er ikke længere tilfældet, og derfor er inflation ikke længere en god indikator for konkurrenceevnen. Fremtidige analyser af økonomiens tilstand bør derfor tage udgangspunkt i mere direkte målinger af konkurrenceevnen.

Når et lands konkurrenceevne skal måles, kan det være hensigtsmæssigt at skelne mellem landets strukturelle konkurrenceevne og priskonkurrenceevnen. Strukturel konkurrenceevne dækker over svært målbare faktorer som infrastruktur, innovationsevne, forandringsvillighed og meget mere. Priskonkurrenceevnen er både mere veldefineret og kortsigtet, og måles på en vares (eller en tjenesteydelses) pris, hvilket igen er sammensat af valutakursen og lønnen relativt til produktiviteten.

Ifølge World Economic Forums verdensrangliste over den strukturelle konkurrenceevne, har Danmarks placering været udpræget stabil siden årtusindskiftet jævnfør Tabel 17.8 (diverse årgange af Samfundsstatistik). Idet den strukturelle konkurrenceevne vurderes til at have været uændret, retter fokus sig herefter på priskonkurrenceevnen.

Valutakursen er afgørende for eksportørernes mulighed for at afsætte deres varer i udlandet. Figur 16.5 viser den effektive kronekurs siden 1970. Det fremgår heraf, at danske kroner, siden 2008, er blevet en anelse billigere målt som et vægtet gennemsnit af de valutaer, der indgår i eksporten. Dette indikerer en svag forbedring af konkurrenceevnen. Sammenlignes den effektive kronekurs i dag med år 2000, er der i stedet tale om en svækkelse af konkurrenceevnen, da den danske krone var billigere dengang.

Lønudviklingen i Danmark i forhold til vores vigtigste samhandelspartnere kan aflæses i tabel 14.8. Her kan man se, at Danmark siden 2010 har haft lavere lønstigninger end i udlandet. Men forud for 2010 var lønstigningerne større end udlandets. Konsulterer man tidligere udgaver af Samfundsstatistik kan det konstateres, at udviklingen med lønstigninger større end udlandets går mange år tilbage. Det gælder altså for lønudviklingen, ligesom for valutakursudviklingen, at konkurrenceevnen er blevet forbedret inden for de seneste år, men stadig er ringere i dag end tilfældet var i år 2000.

Det sidste vigtige parameter for priskonkurrenceevnen er produktiviteten. Figur 17.7 viser udviklingen i produktiviteten i forhold til Danmarks vigtigste eksportaftager, Tyskland (målt i BNP-bidrag per arbejdstime). Det fremgår af figuren, at Danmark oplevede en betydelig forbedring i forhold til Tyskland i 1990’erne, hvor der var stabil økonomisk vækst. Fra år 2000 til i dag, har produktivitetsudviklingen været i tyskernes favør.

Alt i alt vurderes det, at selvom Danmarks konkurrenceevne er blevet forbedret efter Finanskrisen, er dansk økonomi på ingen måde i samme konkurrencedygtige form, som da VK-regeringen overtog magten, og dermed styringen af økonomien, i 2001.

Er voldsomt stigende boligpriser et samfundsøkonomisk problem?

I årene forud for overophedningen af dansk økonomi 2006-2008, steg huspriserne dramatisk. Figur 9.8 viser prisstigningerne på forskellige typer ejendomme fra år 2001. Det kan aflæses at priserne på alle ejendomstyper steg med mere end 50 % på bare to år fra 2004 til 2006.

Årsagen til de voldsomme prisstigninger skal findes i flere forhold:

  1. Der blev givet ufinansierede skattelettelser, der navnlig kom den del af befolkningen til gode, der havde råd til at købe huse. Det øgede efterspørgslen efter huse.
  2. Ydermere var ejendomsskatterne blevet sænket i forbindelse med regeringens skattestop, der fastfrøs ejendomsvurderingen, som skatten beregnes ud fra, på 2001-niveau. I 2010 havde den fastfrosne boligskat kostet staten 47 mia. kroner (Kilde: Skattestoppet har forgyldt boligejerne med 47 milliarder, Politiken, 9. feb., 2011).
  3. Hertil kommer, at det blev muligt at tage kortfristede huslån (flexlån), hvilket medførte en væsentlig lavere renteomkostning, hvad der betød, at man kunne byde mere for et hus.
  4. Endelig var det også muligt, at tage de såkaldte afdragsfri lån, hvor afbetalingen af gælden udskydes i en årrække.

Det var på den tid en udbredt opfattelse, at de stigende ejendomspriser, og den heraf afledte private gældsætning, ikke udgjorde et problem for den økonomiske stabilitet. Der er imidlertid forhold, der taler imod denne opfattelse.


Stigningen i ejendomspriserne har været medvirkende til overophedningen af økonomien. De stigende huspriser gav husejerne øget friværdi, der kunne belånes og omsættes til forbrug. Og husholdningernes forbrug steg fra 102,4 % af deres indkomst i 2004, til 106,1 % i 2008. Tallene fremgår af Figur 14.3.



Figur 14.3 viser en stærk korrelation mellem forbrug og beskæftigelse. En nærmere granskning af tallene afslører, at det er stigningen i forbruget, der går forud for stigningen i beskæftigelsen, ikke omvendt. Dermed underbygger Figur 14.2 antagelsen om, at det var de stigende huspriser, der udløste det stigende forbrug, der førte til overophedningen af økonomien.

De stigende huspriser var dermed på en gang udløst af ufinansierede skattelettelser (ekspansiv finanspolitik) og forbedrede lånemuligheder (ekspansiv pengepolitik), og var med til yderligere at forstærke effekten af den økonomiske politik, idet de stigende huspriser stimulerede til et privat overforbrug uden historisk sidestykke. Det følger heraf, at udviklingen i ejendomspriserne kan være mindst lige så vigtig at inddrage i en analyse af økonomiens tilstand, som udviklingen i forbrugerpriserne, idet begge dele kan være et symptom på overophedning af økonomien.

Er stor privat gæld et problem?

Udlandsgæld og indenlandsk offentlig gæld er anerkendte problemer for makroøkonomisk stabilitet jævnfør Analyse af dansk økonomi 2016. Afviklingen af gælden kan lægge en dæmper på den økonomiske vækst. I forbindelse med de stigende boligpriser, steg den private gæld. Men udgør den private gæld et tilsvarende samfundsøkonomisk problem som offentlig gæld?

Er det muligt, at den private gæld, husholdningernes gæld, kan blive så stor, at den kan lægge en dæmper på den økonomiske vækst? Hvis det er tilfældet, kan det være hensigtsmæssigt, at være lige så opmærksom på udviklingen i husholdningernes gæld, som de øvrige typer af gæld.

Der bør skelnes mellem bruttogæld og nettogæld. Danskerne er det folkefærd, der har den største private bruttogæld i verden, men deres passiver modsvares delvist af deres aktiver. Danskerne har forgældet sig ved at købe huse, men disse huse er så tilsvarende mere værd. Dertil kommer, at danskerne er det folkefærd med den næststørste pensionsformue. Trækker man aktiverne fra passiverne og får nettogælden, er danskerne alligevel ikke det mest forgældede folkefærd i verden. (Kilde: Husholdningernes balancer og gæld – et internationalt landestudie Nationalbanken, kvartalsoversigt, 4. kvartal, 2011). Ikke desto mindre er det i højere grad bruttogælden, og ikke så meget nettogælden, man bør være opmærksom på, når man leder efter sygdomssymptomer i dansk økonomi.

For det første er boligpriserne, som alle andre priser på et marked, betinget af efterspørgslen, og i tilfælde af en lavkonjunktur, der får efterspørgslen til at falde, må det også imødeses at boligpriserne kan falde, hvorved en del af boligejernes formuer vil forsvinde ud i den blå luft.

For det andet hjælper den store pensionsformue ikke husholdningerne, hvis de står og mangler penge i forbindelse med en rentestigning (husk at mange huslån er kortfristede, det indebærer typisk, at lånet skal fornys hvert år til gældende markedsrente). Pensionsformuen kan ikke (for størstedelens vedkommende) realiseres, før end man går på pension.

Eftersom en betydelig del af den private gæld er rentefølsom, vil en rentestigning begrænse mange husholdningers forbrug. Når en større del af indkomsten skal anvendes til at afdrage lån, efterlader det en tilsvarende mindre del til forbrug. Nationalbanken vurderer, at de danske husholdninger godt kan overkomme en rentestigning uden at gå fra hus og hjem, men forudser, at det kan skade økonomien, hvis arbejdsløsheden stiger.

”Husholdninger med stor bruttogæld, der rammes af midlertidig arbejdsløshed, vil ikke i samme grad som husholdninger med lille bruttogæld kunne udjævne forbruget via øget låntagning. Alternativt kan husholdningerne forsøge at sælge deres aktiver for at nedbringe bruttogælden. Det kan føre til faldende boligpriser og derved reducere privatforbruget. En analyse baseret på 17 lande for perioden 1995-2010 bekræfter, at højere gæld medfører større udsving i økonomien, selv når der tages højde for strukturelle forskelle, generelle konjunkturudsving og udsving i væksten i nettoformue. Det taler for, at husholdningernes høje bruttogældsniveau har bidraget til, at faldet i privatforbruget under finanskrisen var større i Danmark, end det ville have været med en mindre bruttogældskvote” (Kilde: Husholdningernes balancer og gæld – et internationalt landestudie Nationalbanken, kvartalsoversigt, 4. kvartal, 2011).

De voldsomt stigende boligpriser, og den heraf afledte gældsætning, har således været med til både at skabe en overophedning af dansk økonomi lige op til Finanskrisen 2008, og efterfølgende at modvirke en genopretning af dansk økonomi, idet gældsbyrden har hæmmet forbruget, hvad der har hæmmet væksten.

Lærebøgerne må skrives om, men ikke som Anders Fogh Rasmussen ønskede det

De økonomiske lærebøger skal skrives om. En analyse af sundhedstilstanden i dansk økonomi kan ikke nøjes med at monitorere de fem økonomiske delmål. Det er ikke tilstrækkeligt at fokusere på udviklingen i forbrugerpriserne, man skal også holde øje med udviklingen i ejendomspriserne. Det er ikke nok at kigge på den offentlige gæld, man skal også holde øje med udviklingen i den private gæld. Endelig må det erkendes, at inflationen ikke opsummerer konkurrenceevnen, og det derfor er nødvendigt at følge udviklingen i de delkomponenter, der konstituerer priskonkurrenceevnen: Den effektive kronekurs, lønnen i eksportsektoren, samt produktiviteten.

Selvom denne artikel giver Anders Fogh Rasmussen ret i, at lærebøgerne skal skrives om, er ovenstående forslag til en omskrivning næppe identisk med, hvad Anders Fogh Rasmussen havde tænkt sig tilbage i 2007. Statsministeren mente dengang, at lærebøgerne skulle skrives om, således at det i mindre grad fremstod som statens opgave, at bekymre sig om udviklingen i samfundsøkonomien. Og det mener han for øvrigt stadig.

I maj 2016 blev Anders Fogh Rasmussen spurgt om, hvorvidt flekslån og afdragsfrie lån var med til at presse boligpriserne for højt op i 00’erne. Altså om det ikke var regeringens ansvar, at det hele gik grassat? Hertil svarede den forhenværende statsminister ”Til det må jeg bare sige, at det altså er en privat afgørelse, hvordan man finansierer sin bolig. Vi skal ikke som politikere være barnepiger. Den slags er tiden løbet fra” (Kilde: Fogh svarer kritikere igen: Der er ikke noget at komme efter, Berlingske Tidende, 7. maj, 2016).

2 kommentarer:

  1. BMP er et håbløst mål for Danmarks økonomiske udvikling. En hver diskussion om Danmarks økonomi bliver meningsløs når BMP indrages i diskussionen, fordi BMP er skabt i en fortidig økonomi, og har ingen forbindelse med nutidens økonomi.

    SvarSlet
  2. Når du formulerer dig så bombastisk må jeg tage afstand fra dig. Det er korrekt at BNP er blevet udfordret, og jeg tror vi vil se alternative tilgange til målingen af produktionen i fremtiden. Imidlertid er det givet at Danmark klarer sig ringere i produktionsstigning end sammenlignelige lande. Det vil et nyt mål ikke ændre ved. Du siger jo reelt at enhver diskussion om økonomi er meningsløs...

    SvarSlet