onsdag den 24. februar 2016

Hvorfor Finansministeriet tager fejl, og velfærdsreformerne ikke øger beskæftigelsen


Denne analyse diskuterer operationalisering og spørgsmålet om kausalitet i behandlingen af statistik.

I Finansredegørelse 2014 forsøger Finansministeriet at underbygge antagelsen om, at øget arbejdsudbud automatisk - på lidt længere sigt - fører til beskæftigelse. Lignende analyser er også blevet præsenteret af OECD, CEPOS og DØR. Denne analyse argumenterer for, at Finansministeriets analyse ikke er gyldig.

Indvendingen mod Finansministeriets analyse går på tre ting, (1) at de valgte data ikke er relevante i en dansk kontekst, (2) at de valgte data ikke kan bruges til at efterprøve antagelsen om, at øget arbejdsudbud automatisk fører til øget beskæftigelse, (3) at kausaliteten i de viste sammenhænge kunne være omvendt; at øget beskæftigelse trækker arbejdsudbuddet op. Med andre ord operationaliseres der forkert, og der konkluderes uden belæg

Som alternativ til Finansministeriets analyse foreslår analysen her en operationalisering baseret på data fundet i publikationen Samfundsstatistik 2016, udgivet af Forlaget Columbus.

Skiftende danske regeringer gennemfører reformer på arbejdsmarkedet, der har til formål at øge beskæftigelsen ved at øge arbejdsudbuddet. Men stigningen i beskæftigelsen lader vente på sig. Hvorfor?


Det følger logisk, at man i en situation uden betydelig arbejdsløshed, kun kan øge beskæftigelsen, samtidig med at også arbejdsudbuddet øges. Selvom det er en udbredt antagelse, følger det imidlertid ikke logisk, at en forøgelse af arbejdsudbuddet automatisk udløser en stigning i beskæftigelsen.


I Finansministeriet - der har været drivkraften bag reformerne - erkendes det, at det er en afgørende forudsætning for reformernes succes, at en forøgelse af arbejdsudbuddet rent faktisk fører til stigende beskæftigelse, ellers skabes jo blot ledighed.


Derfor er det relevant at spørge, om der rent faktisk findes en sådan lovmæssighed. Fører øget arbejdsudbud automatisk til øget beskæftigelse?


I det følgende analyseres den empiri, som Finansministeriet fremlægger til støtte for antagelsen om, at øget arbejdsudbud automatisk skaber øget beskæftigelse. Det konstateres at Finansministeriets empiri både er fejltolket, og derudover ikke kan anvendes til at drage gyldige følgeslutninger herom. Herefter præsenteres alternativ empiri, der bedre vil kunne måle om den af Finansministeriet postulerede effekt findes. Men heller ikke med denne empiri er det muligt, at efterspore den forventede sammenhæng. Formentlig fordi den ikke findes.


Først to opklarende spørgsmål:


Hvad menes der egentlig med øget arbejdsudbud? Begrebet misforstås ofte. En meningsmåling blandt et repræsentativt udsnit af danskerne viser, at 73 % tror, at øget arbejdsudbud betyder flere arbejdspladser. Reelt betyder det, at flere personer står til rådighed for arbejdsmarkedet (ønsker et job), eller er villige til arbejde flere timer end de allerede gør (dr.dk 20. januar 2015).


Hvilke reformer antages, at kunne øge arbejdsudbuddet? Reelt er der tale om tilbagerulning af velfærden, for der er tale om reformer, der…


  • Helt mekanisk fastholder folk på arbejdsmarkedet ved at begrænse eller fjerne muligheden for tidlig tilbagetrækning som efterløn og førtidspension, eller ved at sætte pensionsalderen op.
  • Gør det mindre attraktivt at være ledig ved at sænke kontanthjælp, eller afkorte perioden i hvilken man kan få dagpenge.
  • Øger det økonomiske incitament (tilskyndelsen) til at arbejde, ved at gennemføre skattelettelser på arbejdsindkomst.


For at opsummere: Logikken bag reformerne forsvares med den antagelse, at hvis folk stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet, skal der nok opstå job til dem. Men passer det?


Ifølge Finansministeriet er det yderst veldokumenteret, at der historisk er en nær sammenhæng mellem arbejdsstyrke og beskæftigelse. ”Der har været – og vil også fremadrettet være – perioder med konjunkturudsving, hvor udviklingen i arbejdsstyrke og beskæftigelse kan afvige fra hinanden. Men set over en længere tidshorisont har en forøgelse af arbejdsstyrken altid været ledsaget af en omtrent tilsvarende stigning i beskæftigelsen” (Finansredegørelse, 2014: 204).


Med andre ord anerkendes det, at beskæftigelsen kan blive påvirket af efterspørgslen. Men, som det skrives i finansredegørelsen, så vil beskæftigelsen på længere sigt alene afhænge af størrelsen af arbejdsudbuddet. Således følger det, at reformer der øger arbejdsudbuddet øger beskæftigelsen (Finansredegørelse, 2014: 204).


Hvilken empiri fremføres til støtte for denne følgeslutning?


Finansministeriet fremlægger grafen ”Ændring i arbejdsstyrke og beskæftigelse, udvalgte OECD-lande 1990-2012”. Arbejdsstyrke er antal personer der ønsker et job. Grafen viser en tilnærmelsesvis lineær sammenhæng mellem ændring i henholdsvis arbejdsstyrke og beskæftigelse. For mange lande gælder det, at en stigning i arbejdsstyrken matches af en næsten tilsvarende stigning i beskæftigelsen.




Kilde: Finansredegørelse, 2014: 205.


Det kan indvendes, at en periode på op til 22 år fra årsagen indtræffer til effekten slår igennem, gør det umuligt at sige noget kvalificeret om, hvorvidt det reelt er stigende arbejdsudbud der har påvirket beskæftigelsen. En periode på 22 år er en usædvanlig lang tidshorisont i økonomifaget. Over så lang tid kan mange andre variable have gjort deres indflydelse gældende. Valget af en 22 årig periode er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, eftersom Finansministeriet hævder at tilpasningen normalt vil gå hurtigt, typisk med en tidshorisont på 4-5 år (Finansredegørelse, 2014: 212).


Dernæst kan det indvendes at navnlig to observationer ligger langt fra tendenslinjen, men disse identificeres som henholdsvis Spanien og Grækenland. Det er velkendt at Spanien og Grækenland befinder sig i en ekstraordinær vanskelig tilpasningsproces. Der er derfor rimeligt, at betragte disse to observationer som undtagelser.


Den virkelige fare ved en overfladisk læsning af grafen er, hvis man overser, at der er tale om ikke en, men to, forskellige tendenser.


For gruppen af lande, der har haft en kraftig vækst i arbejdsstyrken (på 20-40 %), ses en tendens til korresponderende udvikling i beskæftigelsen. For gruppen af lande der har oplevet ingen, eller kun en beskeden vækst i arbejdsstyrken (0-10 %), ses ingen tendens til sammenhæng.


Nedenfor bringes en forstørrelse af det område af Finansministeriets graf, der angår lande med en beskeden vækst i arbejdsstyrken (se bort fra tendenslinjen, eftersom den fastlægges af tendensen i den anden gruppe lande, dem med en kraftig vækst i arbejdsudbuddet).




Kilde: Finansredegørelse, 2014: 205.


For gruppen af lande med en beskeden vækst i arbejdsstyrken siden 1990, er observationerne spredte og tilfældige. Der er helt entydigt ingen lineær sammenhæng. Det kan heraf udledes, at det ikke gælder som en lovmæssighed, at øget arbejdsudbud skaber øget beskæftigelse.


Hvis vi skal kunne tale om en egentlig lovmæssighed, skal alle observationer kunne bekræfte en forventet sammenhæng. Vi må forkaste teorien om tyngdeloven, hvis bare en ud af ti sten vi kaster, ikke falder ned igen, men bliver hængende i luften. I økonomisk videnskab er vi dog ikke nær så krævende, her vil vi ofte være fint tilfredse, hvis blot otte ud af ti observationer bekræfter en forventet sammenhæng. Men når kun halvdelen af observationerne viser den forventede sammenhæng, som det er tilfældet med Finansministeriets empiri, må vi erkende, at det er overhængende sandsynligt, at observationerne ikke dækker over nogen lovmæssighed overhovedet. Det ville kræve at alle afvigelserne skulle kunne forklares ad hoc.


Det står nu klart, at Finansministeriets graf ikke kan anvendes til at bakke om det det, ministeriet ellers kalder en ”yderst veldokumenteret” sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse. På den anden side kan grafen heller ikke anvendes til at modbevise, at der findes en sådan sammenhæng.


Det må ihukommes, at grafen alene viser udviklingen fra et tilfældigt årstal til et andet tilfældigt årstal. Vi er parate til at acceptere, at der kan gå en vis tid mellem årsag (stigende arbejdsudbud) og effekt (stigende beskæftigelse). Konjunkturer kan forstyrre billedet. Måske er 22 år bare ikke det rigtige interval at måle på?


For at opsummere: Vi har nu erkendt, at Finansministeriets empiriske støtte til antagelsen, at øget arbejdsudbud automatisk fører til øget beskæftigelse, hverken kan bruges til at sandsynliggøre eller modbevise, at der rent faktisk findes et sådant virkningsforhold. Men hvilken empiri kan så anvendes til at efterprøve vores formodede sammenhæng?


Finansministeriet argumenterer for, at vi kun kan efterspore årsagssammenhængen på længere sigt, og at vi må tillade at konjunkturer kan forstyrre billedet, men de operationaliserer ikke derefter. De leverer ikke det nødvendige historiske overblik. Vi har brug for at følge bevægelserne i arbejdsudbuddet og sammenholde dem med bevægelserne i beskæftigelsen. Hvis de to bevægelser følger hinanden i et form for mønster, vil det styrke antagelsen om, at der er sammenhæng mellem øget arbejdsudbud og øget beskæftigelse. Kan et sådan mønster ikke efterspores, må antagelsen afvises.


Figur 11.1 i Samfundsstatistik 2016 fra Forlaget Columbus viser den historiske udvikling i arbejdsstyrke og beskæftigelse i Danmark i efterkrigstiden (1950-2014). Kan vi iagttage en sammenhæng?




På den ene side er det tydeligt, at begge kurver er voksende i perioden. Det kan ikke overraske, eftersom stigende beskæftigelse, ud over ledighedsniveauet, er betinget af øget arbejdsudbud. På den anden side er det tilsvarende tydeligt, at de to kurver ikke følges ad, hvilket umiddelbart indikerer, at der ikke er en årsagssammenhæng.


Udviklingen i kurverne illustrerer, at hvis vi selv vælger årstal ud (som Finansministeriet gjorde), er det nemt at konstruere en observation, der synes at bekræfte en årsagssammenhæng. Forbind to år med lav ledighed, der dækker over en periode med stigende arbejdsudbud, og med et trylleslag har du bekræftet, at øget arbejdsudbud automatisk skaber beskæftigelse. Dette er bare ikke videnskab. Det svarer til at vores hypotese afvises otte ud af ti gange, men at vi kun fremhæver de to gange hypotesen rent faktisk bekræftes. Hvad vi i stedet skal gøre, er at lave så mange observationer som muligt, og anvende samtlige observationer til at udlede, om der er en tendens.


For at opnå videnskabelighed skal vi teste antagelsen om sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse systematisk. Det gør vi ved at nedbryde vores tidsserie i et antal observationer, bestemt af hvorledes udviklingen i arbejdsudbuddet korresponderer med udviklingen i beskæftigelsen.


Periode i årstal (begge år inklusive)
Periodens varighed i år
Udvikling i arbejdsudbud
Udvikling i beskæftigelse
1950-1957
8
konstant
konstant
1958-1973
16
stigende
stigende
1974-1983
10
stigende
konstant
1984-1987
4
stigende
stigende
1988-1994
7
konstant
faldende
1995-1999
5
faldende
stigende
2000-2014
15
svingende
svingende


Det ses at i 22 af 50 år fra 1950-2000, er der ikke en identisk udvikling i arbejdsudbud og beskæftigelse. I disse 22 år er udviklingen derimod uforudsigelig. I en periode stiger arbejdsudbuddet, mens beskæftigelsen stagnerer. I en anden periode er arbejdsudbuddet konstant, mens beskæftigelsen stiger. Så kommer en periode hvor arbejdsudbuddet falder, mens beskæftigelsen stiger.


Årene efter årtusindskiftet er meget omskiftelige. Arbejdsudbuddet trækkes op i 2007 og 2008, men det sker i kølvandet på stor beskæftigelsesfremgang, ikke omvendt. Da jobbene forsvinder igen, forsvinder også en del af arbejdsudbuddet.


Hvad kan vi bruge disse iagttagelser til? Der er stadig ikke belæg for endegyldigt at afvise, at øget arbejdsudbud skaber øget beskæftigelse, eftersom vi forventer at virkningen er forsinket. Der er imidlertid i vores data ingen – absolut ingen – bare tilnærmelsesvis ensartet forsinkelse eller andre mønstre, der kan give en indikator på, hvor lang tid der kan gå, inden effekten indtræffer. Også hypotesen om at der skal gå 22 år, inden effekten slår igennem, må afvises, når den testes systematisk på ovenstående data.


For at opsummere: De statistiske data giver os ingen grund til at tro, at øget arbejdsudbud automatisk genererer øget beskæftigelse, eftersom der ikke kan spores nogen sådan tendens, når materialet efterprøves systematisk. Hvis en sådan sammenhæng findes, må den være omhyggeligt tilsløret.


Skal Finansministeriets antagelse holde stik, må beskæftigelsens tendens til at følge med arbejdsudbuddet være hæmmet af uforudsigelige forhold. Med andre ord, vi bliver nødt til at undersøge om udefrakommende påvirkninger af dansk økonomi, eller den førte økonomiske politik, har hæmmet udviklingen i beskæftigelsen, og dermed tilsløret vores mulighed for at efterspore arbejdsudbuddets jobskabende indflydelse. Et projekt der rækker ud over dette indlægs ambition.


Her er kun plads til yderlige en pointe.


Den opmærksomme læser er sikkert for længst brændt inde med endnu en indvending mod Finansministeriets tolkning af deres egen empiri. Den omstændighed at der kan vises en matematisk sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse, siger i sig selv intet om, hvorvidt der er tale om en årsagssammenhæng, og hvilken vej kausaliteten går. Det kunne jo være, at det var de øgede beskæftigelsesmuligheder, der lokkede flere ud på arbejdsmarkedet? Når jeg indtil nu har undladt at forholde mig til dette spørgsmål, er det fordi jeg vurderer det mere presserende at fastslå, om der overhovedet er en matematisk sammenhæng, før end det giver mening at diskutere, hvilken vej kausaliteten vender.


Spørgsmålet om hvilken variabel – om nogen – der er henholdsvis årsag og effekt, kan imidlertid være relevant at diskutere angående den gruppe af lande, der havde haft en betydelig udvidelse af arbejdsstyrken på Finansministeriets graf. Vi mangler stadig en god forklaring på, hvorfor de fleste lande i denne gruppe faktisk havde oplevet en korresponderende tendens i beskæftigelsen, modsat den gruppe lande Danmark befandt sig i.


Stigningen i arbejdsstyrken for disse lande (dem med en stigning i arbejdsstyrken på 20-40 %), skyldes en voksende befolkning og et ændret kønsrollemønster, hvor flere kvinder melder sig som en del af arbejdsstyrken. En udvikling som Danmark har gennemløbet forud for 1990, og som viste sig at have en selvstændig betydning for beskæftigelsen. En voksende befolkning i sig selv skaber efterspørgsel efter fornødenheder. Flere kvinder i arbejdsstyrken skaber efterspørgsel efter arbejdskraft til pasning af børn og ældre.


Gennemgangen af Finansministeriets empiri viser, at der forholdsvist konsistent kan iagttages en matematisk langsigtet sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse for lande, der gennemgår betydelig demografisk forandring og ændret kønsrollemønster (det gælder også for Danmark, som det fremgår af tabellen fra Samfundsstatistik, blot forud for 1990).


For lande der oplever befolkningstilvækst og ændrede kønsrollemønstre, er det næppe arbejdsudbuddet der hæver beskæftigelsen, eller beskæftigelsen der hæver arbejdsudbuddet. Sammenhængen er efter alt at dømme spuriøs (falsk). Det er en tredje variabel, nemlig netop befolkningstilvækst og ændrede kønsrollemønstre, der driver både arbejdsudbud og beskæftigelse op.


Konklusionen er, at man ikke kan slutte sig til, at øget arbejdsudbud automatisk vil generere beskæftigelse. Hvis øget arbejdsudbud fremkommer ved, at man fratager folk muligheden for tidlig tilbagetrækning, og i øvrigt tilskynder folk til at søge arbejde, ved at begrænse deres forbrugsmuligheder (som i Danmark), er det en situation, der er ganske modsat af, når arbejdsudbuddet øges af demografiske årsager og ændrede kønsrollemønstre. Øget arbejdsudbud skabt ved tilbagerulning af velfærden mindsker den samlede efterspørgsel, mens øget arbejdsudbud skabt af demografiske ændringer øger den samlede efterspørgsel. Det lader til, at det er efterspørgslen der er den afgørende forskel, når de to forskellige tendenser i Finansministeirets graf skal forklares.


Af ovenstående kan udledes en hypotese, om hvorfor Danmark oplever en situation, hvor øget arbejdsudbud ikke fører til beskæftigelse. Finansministeriet mener at have iagttaget, at øget arbejdsudbud fører til øget beskæftigelse som en generel regel. Finansministeriet henfører sin argumentation til eksempler, hvor befolkningstilvækst og ændrede kønsrollemønstre har øget arbejdsudbuddet og efterspørgslen samtidigt. Men i Danmark er arbejdsudbuddet ikke blevet øget med midler, der samtidig har øget efterspørgslen, og derfor er beskæftigelsen ikke fulgt med.

Derfor har reformerne ikke virket. De er ikke blevet understøttet af tiltag, der kunne øge efterspørgslen.

2 kommentarer:

  1. Hej Balder.

    Tak for dine indlæg - de er spændende, og jeg tænker også at de kan bruges i undervisningssammenhæng - har du selv erfaring med dette på Samf A niveau? Jeg prøver det i hvert fald af på en klasse, som er i slutningen af et økonomi-forløb, hvor vi bl.a. har haft rimelig fokus på strukturpolitik, og konkurrencestaten.

    En lille bemærk til dine din tabel, hvor du sammenlignet udviklingen i arbejdsudbuddet og beskæftigelsen: du skriver at beskæftigelsen er stigende i perioden 1988-1994, men figuren fra samfundsstatistik viser da en faldende beskæftigelse? Nå, men det rykker ikke så meget ved dit resultat, da arbejdsudbuddet alligevel var konstant i perioden.

    Endnu en gang tak for din spændende blog.

    dbh
    Rasmus

    SvarSlet
  2. Tak for din kommentar. Jeg gennemgår netop disse tabeller med eleverne når de både har lært om forskellige økonomiske teorier og regressionsanalyse og om kunsten at drage gyldige følgeslutninger. Fejlen er rettet - tak skal du have.

    SvarSlet