søndag den 27. august 2017

Formuerne i Danmark koncentreres på færre hænder


Jeg har i et indlæg i Netavisen Pio argumenteret for, at ulighedsmønstret i Danmark matcher det, som den franske stjerneøkonom Thomas Piketty beskriver i hans bog ”Kapitalen i det 21. århundrede”.

Det indebærer, at vi kan regne med, at den stigende indkomstulighed i Danmark ikke er et forbigående fænomen, men at vi i Danmark er godt i gang med at indhente uligheden i lande som Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA.  

I mit forsøg på at efterprøve om Pikettys hypotese er relevant for Danmark, har jeg henvist til fem forskellige tendenser beskrevet hos Piketty, der tilsammen virker selvforstærkende på uligheden. En af dem er, at formuerne koncentreres på stadig færre individer, altså at de rigeste lægger beslag på en stadig større andel af formuen. Det indebærer, at de rigeste får en større indkomst i form af formueafkast. På den måde medvirker en ændret formuefordeling til større indkomstulighed. 

At formuerne koncentreres hos de rigeste bliver stadig draget i tvivl for Danmarks vedkommende, og jeg har lavet nedenstående indlæg for at dokumentere og argumentere for, at Danmark også på dette punkt matcher den formel på stigende indkomstulighed som Piketty beskriver.

Det er først efter udgivelsen af Pikettys ”Kapitalen i det 21. århundrede”, at der er kommet så stor opmærksomhed på formuens betydning for den økonomiske udvikling, at man er begyndt at udarbejde formuestatistik hos Danmarks Statistik. 

Indtil videre har Danmarks Statistik kun udarbejdet en opgørelse over fordelingen af den samlede formue i Danmark for årene 2014 og 2015. Her viser Danmarks Statistiks tal, at værdien af det rigeste decils formue (målt i 2015-priser) er vokset 3,8 procent på bare et år, mens værdien af den samlede formue kun er vokset 2,8 procent. 

Det gælder altså for året 2015, at det rigeste decil har øget sin andel af den samlede formue på bekostning af den øvrige befolkning. Imidlertid er der så store udsving i formueudviklingen, at vi på ingen måde kan være sikre på, at udviklingen på et tilfældigt år kan være repræsentativ. Vi har brug for at se udviklingen over en så lang periode som muligt, for at få en sikker indikator på, hvordan formuefordelingen udvikler sig.

Det er lykkedes AE-rådet (på baggrund af Danmarks Statistiks registre), at lave et overblik over hvilke indkomstgrupper, der har haft mest gavn af de seneste års værdistigning i formuen, blot er pensionsopsparing ikke medregnet i denne opgørelse. Udviklingen fremgår af Figur 1.

Figur 1: Ændring i andele af nettoformuen eksklusiv pensionsopsparing i Danmark 2004-2014



Iagttager vi udviklingen på Figur 1, er det entydigt, at det er det rigeste decil, der har fået mest ud af værdistigningen i formuen. Tabellen viser, at denne gruppe har øget deres andel af nettoformuen med 8,7 procent, hvilket indebærer, at det rigeste decil i 2014 ejede 66,1 procent af den samlede nettoformue i Danmark eksklusiv pension. 

Det økonomiske Råd har set på udviklingen endnu længere tilbage i tiden, og deres gennemgang fremgår af Figur 2.

Figur 2: Udviklingen i fordelingen af nettoformuen eksklusiv pensionsopsparing i Danmark 1990-2014



Med Figur 2 bliver det muligt at iagttage udviklingen historisk. Her ser vi at de rigestes indkomster (altså det rigeste decil, og navnlig den rigeste procent) har oplevet stigende formuekoncentration siden omkring 2003, hvilket korresponderer med udviklingen i indkomstuligheden i Danmark. Der synes altså at være en sammenhæng mellem indkomstandelens størrelse og formuens størrelse.

Imidlertid afviger billedet når vi ser på udviklingen i anden halvdel af 1990’erne og i tiden lige før Finanskrisen 2008. Forklaringen er simpel. Værdien af almindelige folks huse er steget exceptionelt i Danmark (væsentligt mere end i USA) siden midten af 1990’erne og navnlig fra 2004-2006, og det har naturligvis fået almindelige folks formuer til at vokse relativt i forhold til de rigestes formuer. Efter boligboblen brast i 2009, er det blevet mere tydeligt, hvorledes koncentrationen af formuen ud over beboelsesejendomme er blevet koncentreret i de allerrigestes favør.

For at opsummere: På trods af, at prisudviklingen på boligmarkedet i Danmark slører billedet i en international sammenligning, står det ganske klart, at der er sket en stigende formuekoncentration i Danmark, der følger det samme mønster som udviklingen i indkomstuligheden. I hvert fald så længe vi måler formue eksklusiv pensionsopsparing.

Skatteministeriet har lavet deres eget skøn af den samlede formue inklusiv pension, og på trods af at de indregner pensionsformuen, genfinder de nogenlunde det samme mønster blot med mindre udsving end Det økonomiske Råd, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd finder. Det rigeste decils andel den samlede formue er steget, navnlig efter finanskrisen, og er nu på samme niveau som det var i 1997.
 
Det er ikke overraskende, at en opgørelse over formuens udvikling med pensionsopsparing viser mindre udsving, end en opgørelse uden, eftersom stort set alle lønmodtagere er tvunget til at spare op til pension i kraft af deres overenskomster. Der er imidlertid en række forhold der taler for, at vi forholder os til udviklingen i formuen eksklusiv pensionsopsparing når man sammenligner formuekoncentrationen i Danmark med formuekoncentrationen i udlandet.

Det danske pensionssystem er forholdsvist unikt i international sammenhæng. I mange andre lande er en større del af pensionen dækket via skatter. Set fra et lønmodtagersynspunkt er den obligatoriske indbetaling af arbejdsmarkedspension (der udgør hovedparten af pensionsopsparingen) identisk med en skat. Du kan ikke vælge den fra, og udbetalingen kommer gradvist, når du bliver pensioneret. Dør du tidligt får du ikke noget ud af din opsparing, men dør du sent, får du mere ud af den, end hvis den var blevet udbetalt som en engangsbeløb ved din pensionering. Præcis som alle andre offentlige ydelser og service. Arbejdsmarkedspensioner er derfor de facto at regne for en skat. Det er ikke en familieejet formue, der kan overføres til næste generation. På den måde er pensionsopsparing mindre relevant, når vi prøver at eftervise den udvikling i formuerne, som Piketty ser som drivkraften bag den stigende ulighed.

Ydermere skal det anføres, at pensionsformuen forrentes lavere end den formue som de allerrigeste typisk råder over. Det skyldes dels lovgivningen, der gør at en del af pensionsformuen placeres i mere sikre aktiver. Og så skyldes det givetvist den omstændighed, at pensionsselskaberne ikke kan træffe dispositioner om at købe og sælge deres aktiver alene ud fra strategiske spekulative hensyn (alene). 

Når der er flere der indbetaler pension, end der personer der hæver pension, vil pensionsselskaberne købe mere end de sælger, og de driver priserne på aktiverne op, og dermed afkastet ned. Når der er flere der skal have udbetalt pension, end der folk der indbetaler, så vil pensionsselskaberne sælge mere end de køber, og det vil drive priserne på deres aktiver, og dermed fortjenesten på salg, ned. Med andre ord: Den demografiske udvikling hæmmer pensionsselskabernes mulighed for at forrente deres formuer optimalt.

Hertil skal lægges, at de mange penge i Danmark der opspares til pension, er med til at drive prisen på formue yderligere op, til gavn for de rigeste, der i forvejen besidder formue. Den danske pensionsopsparing betyder nok ikke, selvom den er stor, alverden i international sammenhæng. Men alligevel, i princippet medvirker den stigende pensionsopsparing til, at de i forvejen rigestes aktiver bliver mere værd alt imens de ligger på sofaen, eller sejler sig en tur i deres yacht (jeg ved ikke, hvad rige mennesker laver, det er bare noget, jeg finder på). 

Udviklingen er tankevækkende, eftersom det er lige præcis stigende pris på formue relativt til produktionen, som Piketty ser som en væsentlig drivkraft bag den stigende ulighed.

Set i lyset af ovenstående finder jeg det mere rimeligt, at operationalisere Piketty ved at måle på formuer uden pensionsopsparing.

Men uanset hvordan vi måler, er vi tvunget til erkende, at vi aldrig kan få det fulde overblik over udviklingen i formuen. Vores data er under alle omstændigheder hæmmede af, at f.eks. ikke-børsnoterede aktier ikke indgår. Det gælder også kontantbeholdninger, kunstgenstande, smykker, inventar i selvstændige virksomheder (såsom svin i svinebesætninger), privatfly og de føromtalte lystbåde. Naturligvis medregnes heller ikke den formue, der er placeret i skattely rundt om i verden.  Der er altså masser af muligheder for, at vores data undervurderer den stigende formuekoncentration.


Til sidst skal det anføres, at selv ved uændret formuekoncentration, må vi antage at formuefordelingen påvirker indkomstuligheden negativt. Værdien af formuerne er nemlig steget voldsomt relativt til produktionens størrelse. Hvis afkastet af formuerne er steget (og det er det), er afkastet hos de allerrigeste steget mere end hos de øvrige formueindehavere, eftersom det er velkendt, at større formuer giver større afkast.

En metode-kommentar: Den opmærksomme læser vil have set at Det økonomiske Råd og Danmarks Statistik (og i øvrigt også Skatteministeriet) angiver et forskelligt tal for, hvor meget formue det rigeste decil råder over. Der anvendes forskellige definitioner, og derfor er det afgørende at se på udviklingen og ikke det konkrete tals størrelse. Generelt gælder det, at sammenligninger der går længere tilbage end 2004 er mangelfulde. 

mandag den 8. maj 2017

Skal Marx få ret? Uligheden i Danmark stiger som aldrig før

   
På Karl Marx’ 199 års fødselsdag, den femte maj 2017, bragte Dagbladet Information en forsideartikel med titlen ”Så er det heller ikke værre med uligheden”. I artiklen udtaler Niels Ploug (afdelingsdirektør i Danmarks Statistik), at den danske ulighedsdebat har udviklet sig i en skinger retning, hvor nogen mener, at uligheden buldrer derudaf, og at jorden går under i morgen.

Dette mener Ploug ikke er i overensstemmelse med realiteterne, og forsøger at korrigere. ”Danmark er stadig i en liga for sig”, udtaler Ploug med henvisning til, at Danmark har bevaret en høj grad af lighed, mens uligheden er steget markant i mange andre lande.

Sådan som Plougs udtalelser gengives i Information, er det min vurdering, at Ploug kommer af sted med at bagatellisere den stigende ulighed i Danmark.

I det følgende vil jeg gennemgå en række udsagn, der fremkommer i artiklen, men som ikke stemmer overens med de tal, vi har for uligheden i Danmark. Jeg mener, at det objektivt kan konstateres, at uligheden buldrer derudaf (men jeg er nu ikke sikker på, at jorden går under i morgen).

Lad os starte med at konstatere at uligheden i Danmark har udviklet sig anderledes end i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. I USA begyndte uligheden at stige fra slutningen af 1970’erne. I stort set alle europæiske lande begyndte uligheden at stige fra midten af 1980’erne. I Danmark begyndte uligheden først at stige fra midten af 1990’erne. Fordi uligheden begyndte at stige senere i Danmark, og fordi den begyndte at stige fra et lavere udgangspunkt end stort set alle andre lande, er uligheden i Danmark stadig ret lav.

Imidlertid er stigningstakten i uligheden i Danmark taget til i styrke siden 2003. Det kommer til udtryk uanset, hvilken måde vi måler uligheden på, men særligt tydeligt, når vi måler forskellen mellem, hvor meget de 20 procent rigeste i den arbejdsdygtige alder råder over, i forhold til de 20 procent fattigste (målt i ækvivalereret disponibel indkomst efter skat). Efter den målestok har Danmark over en kort årrække overhalet en lang række europæiske lande i ulighed.

I 2005 var Danmark således det tredje mest lige land i Europa. I 2015 havde Danmark rykket sig til en trettende plads (en plads om året!) på trods af, at uligheden er steget i de fleste lande.

Udviklingen i de rigeste 20 procents indkomster i forhold til de 20 procent fattigste (kaldet 80/20 ratio) er dokumenteret på de to nedenstående figurer, der bygger på data hentet fra Eurostats database.

Figur 1: 80/20 ratio i Europa i 2015
          

Figur 2: 80/20 ratio i Europa i 2005


        
Læg mærke til, at hvis ikke uligheden var steget i mange andre lande også, siden 2005, ville Danmark ligge på en syttendeplads i 2015, og ikke en trettendeplads.

Informations artikel giver også taleplads til de debattører, hvis forståelse af uligheden Ploug ønsker at korrigere, hvilket viser sig at være Finansordfører Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Lad os lytte til Dragsteds kommentar: ”Hvis man ser på de allerrigeste, så er de stukket af fra resten af os, særligt efter krisen, hvor vi har set enorme stigninger til dem, der i forvejen tjente mest.”

Har Dragsted ret? Jeg synes det er umagen værd, at tjekke efter.

Lad os starte med at se på, hvor meget den rigeste promille tjener i en række lande. Fra World Income Database (der indeholder de data som Thomas Piketty bruger i sin bog Kapitalen i det 21. Århundrede) kan vi fremskaffe en række internationalt sammenlignelige tal. De fremgår af figuren nedenfor. Det ses tydeligt, at Danmark er det land, hvor den rigeste promille disponerer over den mindste del af den samlede indkomst.

Figur 3: Den rigeste promilles andel af den samlede indkomst i procent






      
Men hvad med stigningen i indkomsterne? Hvis vi måler den relative stigning i den rigeste promilles andel af den samlede indkomst i de samme lande som på figuren ovenfor for perioden 2003-2010, så bliver det tydeligt, at det er i Danmark, at uligheden er steget mest. Mere end tilfældet er i Kina eller USA.

Figur 4: Den relative stigning i andelen af de samlede indkomster for den rigeste promille 2003-2010

     
Perioden 2003-2010 er valgt for at underbygge mit postulat om, at det navnlig er fra 2003, at uligheden er begyndt at stige hurtigere i Danmark end i andre lande. Perioden slutter ved 2010 fordi, det er her, vi har de sidste sammenlignelige data fra Danmark. Men selv hvis man lod slutåret være den seneste observation for hvert land, står Danmark stadig som rekordholder, selvom stigningen de sidste seks år ikke er medtaget.

På trods af, at der ikke er opdaterede tal for den rigeste promilles andel af indkomsten efter 2010 i World Income Database for Danmarks vedkommende, kan vi stadig godt udtale os om, hvorvidt de rigeste er blevet rigere siden. Det Økonomiske Råd har konstrueret et datamateriale der viser, at den rigeste promilles andel af den samlede indkomst er steget 42 % i perioden 2003-2014 (jævnfør rapporten Dansk Økonomi, Efterår 2016). Men eftersom Det økonomiske Råd bruger et datagrundlag, der afviger en smule fra det, der anvendes af World Income Database, formoder jeg, at tallene ikke er direkte sammenlignelige med de andre lande. Vi nøjes med at konstatere, at to uafhængige kilder viser den samme tendens, nemlig en tendens, der præcist underbygger Pelle Dragsteds udtalelse til Information: ”Vi har set enorme stigninger til dem, der i forvejen tjente mest.”

Det bemærkelsesværdige ved de stigende topindkomster i Danmark er, at den generelle velstandsudvikling i Danmark i et historisk perspektiv har været enestående ringe. Det betyder, at hvor de rigeste i de fleste andre lande, har fået en uforholdsmæssig stor andel af den stigende velstand, så har de rigeste i Danmark, beslaglagt en stadig større del af en næsten stagnerende velstand.

Med andre ord, imens at velstanden i Danmark har haft en ringere udvikling end tidligere, og det endda markant ringere, har de rigeste i Danmark fået større del i en velstand, der for den almindelige dansker er forringet i forhold til tidligere udviklingsmønstre.

Det skrives i artiklen i Information, at de fattigste danskere, ikke er blevet fattigere i kroner og ører. Det er ikke sandt, hvis vi ser på udviklingen i de fattigste 10 procents købekraft siden 2006. Men går vi tilbage til 2003, har der dog været en fremgang. Denne fremgang er imidlertid så beskeden, at det bliver ekstremt, når vi sammenligner med den fremgang de rigeste 10 procent har haft siden 2003.  Jeg tillader mig her at citere mig selv, fra et indlæg jeg havde i Netavisen Pio tidligere på året: ”Hvis vi gav 700 kroner til de ti procent rigeste, og 100 kroner til de ti procent fattigste, ville vi mindske uligheden i Danmark. Hvad vi har gjort siden 2003 er, at give 31.000 kroner til de rigeste, for hver gang de fattigste fik 100 kroner” (se link i slutningen af dette blogindlæg).

I artiklen i Information anføres det, at en del af forklaringen på den stigende ulighed, er aldringen af befolkningen. Antallet af pensionister stiger i forhold til antallet af folk i beskæftigelse, og eftersom pensionister ofte har en lavere indkomst end beskæftigede, vil det øge uligheden. Så vidt så godt. Imidlertid er sagen den, at tendensen med aldrende befolkning, nogle gange kalde ældrebyrden, gælder for rigtig mange lande. Og Danmark er et af de lande, der står med den mindste demografiske udfordring.

Læg herefter mærke til, at den internationale sammenligning af indkomstforholdet mellem de 20 procent rigeste vs. de 20 procent fattigste, som jeg fremlagde ovenfor, netop målte uligheden for den arbejdsdygtige del af befolkningen (dem under 65 år). Her er altså målt en udvikling i uligheden, der er forekommet uafhængig af den demografiske udvikling.

For at opsummere: Danmarks store problem er ikke ældrebyrden, det er velhaverbyrden. Indkomstfremgangen hos de absolutte topindkomster kommer med en pris for den almindelige dansker, der er langt større end den, der kommer fra det stigende antal ældre.

Hermed er vi nået frem til det grundlæggende problem ved Plougs udlægning af uligheden i Danmark. For det første underspilles det, at stigningen i uligheden i Danmark går hurtigere end i de fleste andre lande. Dernæst fremhæves nogle forhold, der angiveligt skal forklare, at den stigning i uligheden, som det medgives at der finder sted i Danmark, ikke er noget, vi skal være bekymrede for. For eksempel, at uligheden skyldes den naturlige aldring af befolkningen.

Men sagen er jo den, at aldring af befolkningen betyder mindre i Danmark, end det betyder i de fleste andre lande. Der er altså i virkeligheden tale om et forhold, der burde føre til, at uligheden ville stige mindre i Danmark end i de andre lande, og dermed en observation, der burde give anledning til bekymring. Hvis aldringen af befolkningen bidrager mindre til uligheden i Danmark, end i de fleste andre lande, hvorfor stiger uligheden så hurtigere i Danmark?

På samme måde stiller jeg mig også undrende, når Ploug nedtoner betydningen af den stigende Gini-koefficient, ved at henvise til det forhold, at Gini-koefficienten set over et livsforløb er tæt på at svare til det halve af, hvad Gini-koefficienten set som et tværsnit af befolkningen ligger på (Jeg erindrer læseren om at en Gini-koefficient er et ulighedsmål, hvor høj koefficient er høj ulighed og lav koefficient er lav ulighed). Problemet er, at denne argumentation ikke er gyldig til at underbygge det postulat, at ”Danmark er stadig i en liga for sig”. For at underbygge det postulat, er det nødvendigt at vise at Gini-koefficienten over et livsforløb i Danmark, i modsætning til Gini-koefficienten som et tværsnit, udvikler sig langsommere eller i hvert fald ikke hurtigere, end tilfældet er i andre lande.

Netop fordi Ploug overser, at uligheden er hastigt på vej op i Danmark, kan jeg ikke undgå at føle mig utryg ved hans væsentligste forklaring på, hvorfor det ikke står så galt til med uligheden i Danmark. Ploug fremhæver den stærke fagbevægelse i Danmark, der gennem forhandling stadigt kan sikre relativt lige lønninger. Men når uligheden nu stiger mere, end Ploug vil erkende, er det så udtryk for, at fagbevægelsen faktisk ikke er så stærk, som Ploug tror den er? Fakta er, at lønudviklingen i Danmark har bidraget betydeligt til den stigning i Gini-koefficienten, vi har set efter Finanskrisen.

For at opsummere: Jeg mener, at have leveret dokumentation, der sår alvorligt tvivl om udsagnet, om at det ikke står så slemt til med uligheden i Danmark. Dokumentationen antyder derimod kraftigt, at uligheden buldrer derudaf. Vi er ikke ved afgrundens rand endnu, men vi har kurs mod den, og vi kan se den.

Så vidt min kritik af Ploug. Lad mig, for at fuldende billedet af artiklen fra Information, afslutte med at citere Ploug for, hvad jeg mener er skarpe og relevante iagttagelser, nemlig de forslag som Ploug har til at modvirke stigende ulighed for fremtiden: Mere lighed gennem overførselsindkomster. Mere lighed gennem uddannelse. Mere lighed gennem skattesystemet. Og mere lighed gennem en forbedring af fagbevægelsens mulighed for at rekruttere medlemmer.

Jeg afslutter dette indlæg, hvor jeg startede. Med Marx. I sin tid forudså Marx stadigt stigende ulighed. Han tog fejl. Det lykkedes arbejderne at organisere sig, og herved mindske uligheden. I dag har vi svært ved at erkende den stigende ulighed, samtidig med at den buldrer derudaf. Mon Marx alligevel skal ende med at få ret? Det behøver ikke ske. Lad os bare iværksætte den gode Plougs plan, så sker det ikke.


Efterskrift (tilføjet 10. maj 2017)


Siden jeg afsluttede ovenstående blog-indlæg, er jeg blevet opmærksom på, at Niels Ploug i Ugebrevet Mandag Morgen 3. maj 2017 har leveret tal, der skal vise, at den ene rigeste procent i Danmark ikke har haft en indkomstfremgang, der overgår den ene rigeste procent i USA. Jeg mener ikke den sammenligning er gyldig.

Ploug måler stigningen i den ene procents indkomst siden 1990. Det er en behændig måde at undgå at efterprøve antagelsen om, at uligheden vokser med stigende hastighed i Danmark. Plougs budskab i medierne har entydigt været, at uligheden ikke stiger så dramatisk i Danmark som i andre lande. Men han efterprøver ikke sin egen hypotese.

Ved at iagttage udviklingen i uligheden i Danmark på en lang række ulighedsmål, herunder stigningen i den ene procents indkomst, kan man med det blotte øje konstatere, at uligheden i Danmark begynder at stige hastigt fra år 2003. Hvis vi skal udtale os om stigningstakten i uligheden i Danmark, skal vi altså måle fra år 2003.

At måle fra år 1990 er forfejlet. Antag jeg ville postulere, at antal ofre under Anden Verdenskrig som årligt gennemsnit var væsentligt mindre, end historiebøgerne anslår (60 millioner på 6 år). Jeg kunne jo måle siden gennemsnittet 1919-1945… Men det ville ikke være relevant, for Anden Verdenskrig startede først i 1939. På samme måde er det ikke relevant at afprøve hypotesen om, at uligheden buldrer derud i Danmark, når man inddrager årstal, hvor alle er enige om, at uligheden ikke stiger, eller kun stiger langsomt.

Og lad os så sammenligne den rigeste procents indkomstfremgang i henholdsvis Danmark og USA siden 2003.

Ifølge data fra World Income Database, kan vi regne os frem til, at den rigeste ene procent i USA gik 18,6 procent frem i indkomst i perioden 2003-2010.  I Danmark var stigningen 19,4 procent. Ser vi på perioden 2003-2014 var stigningen i USA 28,1 procent. Vi mangler (fuldstændig) sammenlignelige tal for Danmark, men hvis vi bruger Det Økonomiske Råds opgørelse af den rigeste ene procents indkomstfremgang får vi tallet 31,6 procent for perioden 2003-2014.


Efter-efterskrift (tilføjet 16. maj 2017)



Jeg har nu læst bogen Økonomisk ulighed i Danmark redigeret af Niels Ploug, der var anledningen til de avisartikler jeg har taget under behandling i mit blogindlæg, og jeg er noget overrasket over, at bogen ikke dokumenterer sin påstand (at uligheden ikke stiger så meget i Danmark som i de fleste andre lande).

Bogen forholder sig langt hen ad vejen kun til Danmark. Hvert kapitel forholder sig i en eller anden udstrækning til Piketty, og efterprøver om de kan finde det samme mønster i Danmark. Desværre er operationaliseringen ikke særlig god. Ofte måles der på noget andet end Piketty måler på, og da de internationale data ikke holdes op imod Danmark, bliver det til konklusioner uden belæg.

Kapitel 2 (indkomstfordelingen) laver ingen international sammenligning. Kapitel 4 (lønudvikling) siger, at der har været en mere afdæmpet ulighed i lønudviklingen i Danmark i forhold til de øvrige OECD lande, men vi får aldrig at vide, hvad lønudviklingen har været i disse OECD lande. Desuden er de anvendte data, når det gælder direktørlønninger, meget gamle og derfor uanvendelige til at konkludere, hvad der er sket de sidste 10 år.

Kapitlet om arv siger, at det er meget svært at måle, og at vi i øvrigt må forvente at arv FOR FREMTIDEN kommer til at øge uligheden betydeligt. Kapitlet om indkomstskatterne GENFINDER den samme tendens som Piketty sporer internationalt (skatternes omfordelende effekt er faldende). Kapitlet om ”multidimensional omfordeling” er meget spændende (skrevet af Gösta Esping-Andersen), men handler mest om velfærdsstaten i 1990’erne (altså før uligheden satte ind).



Stor tak til Stud. Scient. Pol. Rie Wiarda der har rettet og kommenteret dette indlæg, og herved forbedret læseoplevelsen betydeligt.

Hvis du vil læse mere:

Her på bloggen har jeg skrevet indlægget Så meget er uligheden steget i Danmark, der med udgangspunkt i (næsten) alle tænkelige ulighedsmål underbygger præmissen for nærværende blogindlæg, nemlig at uligheden "buldrer derudaf", og stiger mere end i andre lande.

Faktisk er stigningstakten i topindkomsterne så stor, at hvis det bliver ved, vil vi have samme ulighed som USA har i dag i året 2049. Der skriver jeg om her: Uligheden i Danmark er på vej til at indhente uligheden i USA.

Endelig vil jeg også henvise til det indlæg, jeg citerer ovenfor, der viser noget om, hvor skævt fordelingen af den stigende produktion har udviklet sig det seneste år: De rigeste har fået 300 gange så meget som de fattigste. Her dokumenterer jeg at de rigeste lægger beslag på en stadig større del af den samlede indkomst.

"– Fra 1990 til 1995 fik de rigeste ti procent 300 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner.
– Fra 1995 til 2003 fik de rigeste ti procent 1.400 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner.
– Fra 2003 til 2015 fik de rigeste ti procent 31.000 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner."



lørdag den 18. februar 2017

Hvorfor oplever vi konstant stigende ulighed? Thomas Piketty afkodet


Du har måske købt, eller i hvert fald hørt om, Thomas Pikettys bog Kapitalen i det 21. århundrede, men aldrig fået den læst.
Du er ikke den eneste.
Selvom bogen er velskrevet, er den ustruktureret. Dens budskab og argumentation fremkommer spredt over de knap 700 sider. Man bliver nødt til at læse hele bogen, for at finde ud af, hvad den handler om. Og dernæst læse den igen, for at kunne sammenstykke argumentationen.
Det har jeg gjort. Så behøver du ikke.
I dette indlæg afkoder jeg Thomas Piketty. Hvad handler bogen om? Hvad handler den ikke om? Hvad er det for hidtil usete økonomiske sammenhænge, Piketty mener at have afdækket? Hvilket belæg har han for sine påstande?
NB: Min gennemgang afsluttes med et appendiks, der temmelig grundigt underbygger en central påstand hos Piketty, som han selv undlader at dokumentere; nemlig at de store lønstigninger til erhvervslivets topledere, ikke kan retfærdiggøres med, at disse topledere skaber mere værdi til samfundet.


Det er nu tre år siden, at alle talte om Thomas Piketty. Den franske økonom opnåede noget så sjældent blandt økonomer som stjernestatus i medierne, og hans bog Kapitalen i det 21. århundrede blev en international bestseller, da den udkom på engelsk i 2014.
I bogen dokumenterer Piketty, at uligheden er stigende, og hævder samtidig, at hvis vi ikke gør noget for at forhindre det, vil uligheden blive ved med at stige. Piketty undersøger udviklingen i en række tidligt industrialiserede lande, og på baggrund af sine omfattende historiske data konkluderer han, at vi er på vej tilbage til den (ekstremt høje) ulighed, der karakteriserede tiden før Første Verdenskrig.
Budskabet der gennemsyrer hver eneste side af Kapitalen i det 21. århundrede er, at den stigende ulighed ikke afspejler en retfærdig fordeling af goderne. Den stigende ulighed er ikke udtryk for, at dem der yder en indsats (dem der opfinder nyt, arbejder hårdt og skaber værdi) får en belønning, der står mål med denne indsats. Det er de formuende (de virkelig rige), der løber af med gevinsten. Og der er ikke nødvendigvis sammenfald mellem rigdom og skaberkraft.
Årsagen til den stigende ulighed skal findes i to forhold. Dels at den økonomiske vækst er faldende, dels at værdien af den samlede formue stiger relativt til værdien af den samlede produktion (værdien af den samlede formue vokser hurtigere end nationalindkomsten).
Piketty kombinerer de to tendenser i udsagnet om at r > g, hvilket vil sige, at så længe r (afkast af formue) er større end g (økonomisk vækst), vil de rige (hvis indtægter i stor stil kommer fra afkast på formue) øge deres formue hurtigere end den samlede produktion stiger, hvorved de vil komme til at eje en stadig større del af formuen (Piketty, 2014: 36, alle referencer er til den danske udgave).
Med denne forudsigelse, skriver Pikettys sig ind i samme tradition som Karl Marx og Friedrich Engels, der i Det kommunistiske partis Manifest fra 1848 forudså, at ejerskabet til produktionsmidlerne ville blive koncentreret hos stadig færre personer. ”Bourgeoisiet (borgerskabet/kapitalisterne, red.). samler mere og mere produktionsmidlerne, ejendomsbesiddelsen og befolkningen, som før var splittet. Det har klumpet befolkningen sammen, centraliseret produktionsmidlerne og koncentreret ejendommen i hænderne på ganske få.”
Modsat Marx og Engels, mener Piketty ikke, at der findes en irreversibel (uafvendelig) lovmæssighed indbygget i det kapitalistiske system, der driver uligheden op. Den stigende ulighed er ifølge Piketty historisk betinget, da ulighed er et produkt af menneskelige handlinger, hvorfor det er muligt at vende udviklingen inden katastrofen (revolutionen?) indtræffer. De sidste kapitler af Kapitalen i det 21. århundrede dedikerer Piketty til at beskrive de tiltag, der kan reducere uligheden (progressiv beskatning, arveafgift og formueskat). 
Pikettys indvending mod Marx, er værd at lægge mærke til. Den afslører nemlig, hvad Piketty selv flere gange har givet udtryk for, nemlig at Kapitalen i det 21. århundrede i højere grad er en historiebog (idet den betragter den økonomiske udvikling som konsekvenserne af menneskers ikke altid forudsigelige handlen), end den er en økonomibog, der udlægger økonomiske lovmæssigheder.
Det epokegørende ved bogen er, at den præsenterer læserne for ny historisk viden om ulighedens udvikling. Vi forelægges tidsserier, der måler indkomstulighed og formueulighed, i nogle tilfælde så langt tilbage som til den franske revolution. Hermed bliver det muligt, at studere langsigtede sammenhænge, som hidtil har forbigået økonomernes blik.
Med Pikettys egne ord: ”Denne bog har især fokus på udviklinger over lang tid og grundlæggende bevægelser, der oftest kun kan vurderes over perioder på 30-40 år eller mere. Det gælder fx den strukturelle stigning i kapital/indkomst-forholdet i Europa siden Anden Verdenskrig, der nu har stået på i snart 70 år, og som det var umuligt at se lige så tydeligt for bare 10 eller 20 år siden på grund af forskellige samtidige udviklinger (og på grund af manglende data)” (Piketty, 2014: 293).
Piketty gør selv et stort nummer ud af, at tage forbehold for nøjagtigheden af de historiske tal, men der er generel enighed om, at det netop er disse tidsserier, der berettiger bogens status som epokegørende. Debatten om ulighedens betydning har indtil fornylig i høj grad været præget af spekulation, ideologi om man vil. Men navnligt i dette årti, er der kommet en langt stærkere eksponering af empirien omkring ulighed. Det er blevet dokumenteret at uligheden blandt de tidligt industrialiserede lande er stigende, og her står Kapitalen i det 21. århundrede som et fyrtårn.  
Man behøver ikke læse alle knap 700 sider i bogen, for at få et kendskab til den historiske udvikling. De data som Piketty anvender, er offentligt tilgængelige på World Wealth & Income Database (wid.world), der netop er blevet opdateret, og har fået et brugervenligt interface. Hvad man får ud af at læse bogen, er en hel del kontekst, der gør det nemmere at forholde sig til udviklingen, samt et bud på, hvordan tallene skal forstås.
Navnligt det sidste – hvordan det hele skal forstås – er det kontroversielle. Det er her bemærkelsesværdigt, hvor forsigtig Piketty er med at konkludere. Teksten er på den ene side præget af, at Piketty som økonom gerne vil udlede nogle tendenser, der helst skal sættes på formel, men på den anden side må han, efter at være sprunget ud som historiker, være ydmyg og påpasselig med at ikke at generalisere for groft på det usystematiske kaos, som historien er.
Forsigtighed til trods er der ingen tvivl om, at det er Pikettys overordnede hypotese, at kombinationen lav vækst og stigende formuer fører til ulighed. Der er også kræfter, der trækker i retning af mindre ulighed, men jo mere uhindret vi kan handle kapital, jo stærkere virker de kræfter, der trækker i retning af øget ulighed (Piketty, 2014: 37).
Men hvis den lave økonomiske vækst, er årsagen til den stigende ulighed, hvad er så årsagen til den lave vækst? Spørgsmålet er påtrængende idet, det er almindligt anerkendt, at en vis grad af ulighed er en forudsætning for vækst, eftersom uligheden sikrer det økonomiske incitament til at arbejde. Blandt regeringspartierne i Danmark (Venstre, Liberal Alliance og Konservative), er det endog opfattelsen, at øget ulighed vil bidrage positivt til væksten.
Her står det klart, at Piketty (der har været rådgiver for de franske socialdemokrater) er uenig med de danske regeringspartier vedrørende kausaliteten (årsagssammenhængen) mellem ulighed og vækst. Piketty ser, at den lave vækst skaber ulighed, ikke at ulighed skaber høj vækst. Sidstnævnte antagelse står i øvrigt i kontrast til den historiske udvikling bogen dokumenterer. Uligheden er stigende, mens væksten er faldende.
Ikke desto mindre, når det kommer til at angive årsagerne til vækst, er Piketty tilbageholdende. Vækst afhænger, ifølge Piketty, af ”millioner af sociale, økonomiske, kulturelle, psykologiske og demografiske forhold, der kan variere kraftigt over tid, og fra land til land” (Piketty, 2014: 206). Så kan det ikke siges tydeligere: Kapitalen i det 21. århundrede handler ikke om årsagerne til vækst, men om konsekvensen af den lave vækst.
Årsagerne til vækst hos Piketty er så komplekse, at han i praksis betragter væksten som bestemt af teknologiens udvikling, og dermed eksogent givet (bestemt af forhold som ikke indgår i analysen). At væksten er aftagende og for fremtiden forventes at lægge på mellem 1-1,5 % som årligt gennemsnit, er en fundamental præmis for hele analysen.
Fokus i bogen er altså ikke væksten, men udviklingen i formuernes størrelse og afkastet af disse formuer. Her har det vakt lidt forvirring, at Piketty sætter lighedstegn mellem kapital og formue. For en økonom giver ordet kapital associationer til den fysiske kapital, der parret med arbejdskraft indgår som de to vigtigste komponenter i skabelsen af produktionen. Kapital kan også referere til noget mere abstrakt som magt, sådan som Marx og navnlig Bourdieu anvender begrebet. Men hos Piketty betyder kapital ganske simpelt værdien af alle de aktiver, der kan prissættes, om det så er maskiner, aktier, kunstværker eller bygninger.
Piketty observerer, at værdien af den samlede formue var høj i perioden forud for 1914. Typisk i størrelsesordenen 6-7 gange produktionens størrelse (målt i nationalindkomsten) for lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Fra Første Verdenskrig til 1980 har formuens størrelse relativt til produktionen været væsentligt lavere, typisk omkring 3-4 gange produktionens størrelse. Udviklingen er opsummeret på nedenstående graf fra den engelske udgave.


Med denne tidsserie dokumenterer Piketty en udvikling, der hidtil har været overset i økonomividenskaben. Men hvad er årsagen, og hvad indebærer det for uligheden?
Det sidste først: Når formuerne stiger i værdi i forhold til produktionen, stiger også formueafkastet i forhold til produktionen, i hvert fald hvis afkastet i procent af formuen antages at være det samme. Det er det imidlertid ikke. I takt med at formuens værdi stiger, falder afkastet i procent af formuen. Imidlertid falder afkastet ikke nær så meget, som formuen stiger, og på den måde øges formueafkastet alligevel som følge af formuernes stigende værdi (Piketty, 2014: 229).
Det betyder på kort sigt, at indkomstuligheden vil stige, idet de i forvejen formuende vil opnå større indkomster fra afkastet af deres formue, og på længere sigt vil det også medføre større formueulighed, da de allermest formuende formodes at bruge deres voksende indtægter på, at erhverve sig en endnu større andel af formuen. Dette vil igen føre til større indkomstulighed, og heraf afledt større formueulighed og så videre.
Stigende lønspredning bidrager også til øget indkomstulighed. I de europæiske lande er det i høj grad øget formueafkast, der har ført til øget indkomstulighed. I USA har en ekstrem stigning i topledernes lønninger i særlig grad bidraget til den stigende indkomstulighed.
Ifølge den seneste opdatering på World Wealth and Income Database lagde den rigeste procent i USA beslag på 8,3 % af den samlede produktion i 1978 (hvilket var et historisk lavpunkt). I 2015 var det tal steget til 22 % (kun overgået af året 2007, hvor den rigeste procents andel af den samlede indkomst var 22,5 %). Denne udvikling i indkomstulighed kan ikke forklares med stigende formueafkast alene, men skyldes altså også, at netop denne indkomstgruppe har fået eksorbitante (overdrevene) lønstigninger og skattelettelser siden midten af 1980’erne. Der har som nævnt også været ganske betydelige lønstigninger for topledere i Europa, men disse lønstigninger har ikke været på nær samme niveau som i USA (Piketty, 2014: 159).
Det står hermed klart, at når Piketty taler om øget ulighed, taler han i lige så høj grad om stigende indkomstulighed som formueulighed. Når hans bog i højere grad beskæftiger sig med formuer frem for indkomster, skyldes det at formueligheden er en vigtig årsag til indkomstuligheden. Men hvad er egentlig årsagen til formuernes stigende værdi, og at lønspredningen er steget (som tilfældet er)?
Når formuernes værdi var så lave i 1950, skyldes det den destruktive effekt af Anden Verdenskrig og den høje inflation i efterkrigstiden. Når formuernes værdi var så høje i år 2000, skyldes det blandt andet privatiseringer, der gjorde det muligt at byde priserne op (Piketty, 2014: 146), hvilket igen var muligt på grund af den stigende private opsparing (Piketty, 2014: 190).
Og årsagen til den stigende private opsparing? ”Opsparingsadfærd og indstilling til fremtiden kan ikke opsamles i et enkelt parameter”, skriver Piketty. Vi må ganske simpelt betragte opsparingsadfærden som en historisk realitet (Piketty, 2014: 368-369). For Piketty er en opsparing af samme størrelse som før 1914 det normale, og hvad vi ser nu er en tilbagevenden til hvad han karakteriserer som det normale (Piketty, 2014: 195).
Det er påfaldende, at Piketty ikke inddrager den stigende indkomstulighed som forklaring på den stigende private opsparing. Det er velkendt, at jo højere indkomst du har, jo større andel af din indkomst sparer du op. Eftersom de allerrigestes andel af indkomsterne er øget på bekostning af den øvrige befolknings, fremkommer der dermed en oplagt forklaring på den stigende opsparing.
Når lønningerne er blevet mere ulige, og det navnlig i USA, skyldes det blandt andet, at lovgivningen har tilladt det. Tidligere sikrede lovgivningen en langt højere mindsteløn end i dag (Piketty, 2014: 316).
Det er også værd at nævne, hvad der ikke er årsag til stigende lønulighed.
Marx antog, at arbejdernes kvalifikationer ville blive overflødiggjort af teknologiens udvikling, hvad der ville svække arbejderens position i lønforhandlingerne og dermed bidrage til uligheden. I dag er det den udbredte opfattelse, at den teknologiske udvikling har ført til, at arbejdernes kvalifikationer har større betydning, og at arbejderne i kraft af deres kvalifikationer bedre kan forhandle deres lønninger op, og dermed mindske uligheden. Piketty mener også, at uddannelse medvirker til at modvirke ulighed, men konstaterer at der ikke er indtruffet nogen færdighedsforskydning, der kan forklare den stigende ulighed. Uligheden er steget på trods af lønmodtagernes høje uddannelsesniveau.
I forbindelse med den stigende lønulighed, ville det være oplagt at nævne fagforeningernes svækkelse (faldende organiseringsgrad), der har gjort det sværere for lønmodtagerne at forhandle løn, men det lægger bogen ikke vægt på. For Piketty er det vigtigt at holde fokus på, at indkomstuligheden er tiltaget, fordi en lille gruppe øverst i indkomsthierarkiet, har fået meget store lønstigninger. Og det uretmæssigt.
Man ser i de rige lande, at de højeste indkomsters indtægter er steget i takt med, at marginalskatten er sat ned (det er navnlig USA og Storbritannien, der har oplevet et dramatisk fald i marginalskatten). En forklaring kunne være, at de lavere skatter har betydet, at toplederne har øget deres arbejdsudbud. Men det er ikke tilfældet. I stedet mener Piketty, at faldet i marginalskatten har gjort det mere attraktivt for toplederne at forhandle en høj løn hjem.
”I perioden 1950-70 havde en amerikansk eller britisk leder ingen større interesse i at kæmpe for at få en lønstigning, og de forskellige involverede parter var mindre villige til at give ham den, for 80-90 % af lønstigningen ville under alle omstændigheder gå direkte i statskassen. Fra og med 1980’erne er der helt andre spilleregler, og alt tyder på, at lederne er begyndt at gøre sig betragtelige anstrengelser, for at overbevise de forskellige parter om, at de skal tildeles ikke mindre betragtelige lønstigninger. Eftersom det er meget vanskeligt at måle en topleders bidrag til sin virksomhed, og eftersom der hersker megen indavl i lønudvalgenes sammensætning, har toplederne haft relativt let ved at overbevise de pågældende parter om, at de fortjente disse lønstigninger”. Det gjorde de bare ikke, insisterer Piketty, der afviser en sammenhæng mellem stigende lønninger til topledere og stigende produktivitet, med henvisning til, at væksten ikke er steget mere i USA og Storbritannien end i Tyskland, Frankrig, Danmark eller Sverige (Piketty, 2014: 521-522).
Hermed er essensen af Piketty opsummeret. Uligheden stiger. De i forvejen rige kommer til at lægge stadig større beslag på både indkomst og formue. Uligheden kan ikke retfærdiggøres med henvisning til, at de rige bidrager mere til produktionen. Uligheden er derimod et resultat af, at vi ikke længere gør noget for at modvirke den. De rige bliver rigere, fordi de er rige i forvejen.
Dem med store formuer har større kapitalafkast, end dem med små formuer. Dem med store formuer bruger en større del af deres formueafkast på at anskaffe sig mere formue, end dem med små formuer. På den måde bliver de rige rigere, mens de meget rigere bliver ekstremt meget rigere. Hvis ikke udviklingen imødegås med politisk handling, risikerer vi snart at befinde os i et samfund, hvor formuen ejes af ekstremt få.
Og hvem er i øvrigt de meget rige, der alene gennem deres formueejerskab bliver endnu rigere mens du læser dette? Kineserne er, takket være deres store handelsoverskud, i fuld gang med at opkøbe aktiver i hele verden. Det er dog et projekt, der stadig har lange udsigter. Piketty vurderer det som mere sandsynligt, at det er milliardærer og fonde fra de olieproducerende lande, der vil ende med, at blive ejere af de europæiske formuer (Piketty, 2014: 472-473).
På det personlige plan håber jeg, at det vil blive nordmændene, frem for saudiaraberne, der opkøber Danmark.
Under alle omstændigheder vil det ikke være godt for den økonomiske vækst, hvis ejerskabet af aktiverne i udpræget grad falder på udenlandske hænder. Selvom bogen ikke beskæftiger sig systematisk med årsagerne til vækst, slår Piketty alligevel fast, at økonomier i lande hvis investeringer er tilvejebragt udefra, vokser langsommere i forhold til økonomier i lande, der har skabt deres investeringer selv. Et forhold der kan forklares med, at overskuddet fra udenlandske investeringer ofte trækkes ud af landet, frem for at geninvesteres i det pågældende land.
Piketty forestiller sig ikke, at en situation med udenlandsk ejerskab kan være politisk holdbar. ”Ulighed i ejerskab og kapital er allerede svær at acceptere og organisere på en fredelig måde inden for rammerne af nationens fællesskab. I international skala er det næsten umuligt (medmindre man forestiller sig et politisk dominansforhold af kolonial art)” (Piketty, 2014: 80-81).
Hvad kan der gøres for at forhindre denne udvikling? Kapitalen i det 21. århundrede ruller ikke sine dystre fremtidsscenarier ud, uden også at give instruktioner i at undgå dem.
Den progressive beskatning skal genindføres. I dag beskattes topindkomster regressivt. Det vil sige, at de allerrigeste reelt betaler en mindre skatteprocent end almindelige lønmodtagere (fordi hovedparten af deres indkomst er formueafkast, der beskattes lavere end arbejdsindkomst) (Piketty, 2014: 508). Piketty foreslår i stedet beskatning på de allerhøjeste indkomster på 80 %, som det var tilfældet i USA og Storbritannien i den umiddelbare efterkrigstid (Piketty, 2014: 524).
Dernæst skal formuer beskattes i højere grad. En engangsbeskatning af formuer, ligesom i Frankrig efter Anden Verdenskrig, hvor de største formuer blev beskattet med 25 %, kan være en hurtig løsning på problemet med al for stor formuekoncentration (og samtidig løse problemet med de vestlige landes ophobede statsgæld). For at hindre formuekoncentrationen i at gentage sig, skal der også indføres en lav men progressiv løbende beskatning af formuerne (Piketty, 2014: 558).
Endelig skal der indføres arveafgifter og regler, der hindrer at enorme formuer får lov til at akkumulere uendeligt over århundrederne. Over halvdelen af verdens topmilliardærer er kommet til deres formue via arv, fastslår Piketty (Piketty, 2014: 455).
Det gælder for alle Pikettys forslag, at de er nærmest umulige at implementere, uden internationalt fodslag. Der ligger formuer placeret i skattely svarende til mindst 10 % af verdens BNP, og det kræver internationalt samarbejde at få dem opsporet (Piketty, 2014: 476). Ingen åben økonomi kan indføre den ifølge Piketty nødvendige progressive beskatning alene. Og beskatning på formuer, der nemt kan flyttes fra land til land, kan kun lade sig gøre gennem formaliseret internationalt samarbejde.
Kapitalen i det 21. århundrede er dermed en bog, der minder os om, at tidens problemer kræver internationale løsninger.

APPENDIKS:
Har toplederne fortjent deres lønstigninger?

I USA var en topleders løn før 1970 i gennemsnit 20 gange større end en almindelig arbejders løn. I dag er topledernes gennemsnitsløn 300 gange en arbejders løn. Finansfolk på Wall Street er endnu bedre lønnet.
Thomas Piketty afviser, at denne ulighed kan retfærdiggøres. Der er intet belæg for, at toplederens produktivitet skulle være 15 gange højere end for 50 år siden.
Det er for så vidt korrekt, at der ikke kan fremlægges belæg for, at toplederne er deres løn værd, eftersom deres produktivitet ikke er direkte målbar. Men Piketty kunne have besværet sig mere med at levere argumenter, der taler imod, at toplederne skulle være deres løn værd. Vi får ikke noget at vide om, hvad der har ført til de ekstraordinære lønstigninger i USA. Det er bemærkelsesværdigt, når man betænker, at det er bogens underliggende præmis, at den stigende ulighed ikke kan retfærdiggøres.
Den historiske kontekst vedrørende lønstigningerne blandt toplederne i USA er til gengæld blevet belyst af tidligere arbejdsminister (under Clinton) Rober Reich, i dennes bog Saving Capitalism, der udkom i 2016. Reichs gennemgang afslører et forløb, der ikke involverer stigende produktivitet som forklaring på lønstigningerne, og medvirker dermed til at underbygge Pikettys relevans.


Hvis de store selskabers indkomst steg i samme takt som topledernes lønninger, ville det kunne tolkes, som at toplederne var deres løn værd. Men alene i perioden 1993-2013 er andelen af de store firmaers indkomst, der blev brugt til aflønning af topledere tredoblet (fra i gennemsnit 5 % til 15 %). Toplederne dræner altså i stigende grad virksomhederne for ressourcer frem for at tilføre dem ressourcer (Reich, 2016: 98).
En topleders løn afhænger i høj grad af, hvorledes virksomhedens aktiekurser udvikler sig. Ikke mindst fordi mange får udbetalt en stor del af deres løn i aktier. Topledere har dermed en stærk interesse i at få aktiekurserne til at stige.
Men er det et problem?
Det er muligt for en topleder, at lade den virksomhed de arbejder for, opkøbe virksomhedens egne aktier. Det får aktiekurserne til at stige (bemærk at almindelige aktiekøbere ikke ved, at den stigende efterspørgsel på aktier skyldes, at virksomheden køber sine egne aktier). Herefter sælger toplederen sine private aktier. To fluer med et smæk. Aktiekurserne stiger til bestyrelsens tilfredshed, og man scorer kassen på sit private aktiesalg. Lyder det som insiderhandel? Denne praksis var da også ulovlig frem til 1982, hvorefter den blev gjort lovlig af Reagan-administrationen (Reich, 2016: 101). Det er det, der kaldes deregulering af finanssektoren. Og det har intet med produktivitet at gøre.
Den kendte lærebogsforfatter, økonomen Greg Mankiw, forklarer topledernes høje lønninger med, at de skaber værdi for aktionærerne (Reich, 2016: 98). Men selvom toplederne er gode til at få aktiekurserne til at stige kortvarigt, så viser studier over en længere tidshorisont, at de 150 firmaer med de højest lønnede topledere i gennemsnit udbetalte 10 % mindre i aktionærudbytte end andre firmaer i samme branche (Reich, 2016: 104). Sammenhængen er oplagt. Jo mere der skal betales til toplederne, jo mindre er der til aktionærerne.
Man kan undre sig over, at aktionærerne ikke blokerer for topledernes lønstigninger. Forklaringen er simpel. Det kan de ikke. Det sørger USA’s lovgivning for. Til eksempel har aktionærerne i australske firmaer mulighed for at blokere for ublu direktørlønninger, hvorfor topledernes lønninger i Australien ”kun” er 70 gange højere end en almindelig arbejders løn (modsat 300 gange højere i USA) (Reich, 2016: 100).
Der er altså ikke meget, der tyder på, at de høje lønninger kan retfærdiggøres med, at toplederne tilfører virksomheden eller samfundet mere værdi end førhen. Måske tværtimod.
Reich påviser, hvorledes de høje direktørlønninger har medført en ændring i måden, hvorpå de store virksomheder drives. Når en topleders lønbonus afhænger af det årlige driftsresultat, giver det vedkommende et incitament til at rationalisere virksomheden (at fyre folk), frem for at satse på forskning og udvikling (at investere). Tidligere, før de ekstreme lønstigningers tid, geninvesterede virksomhederne en støre andel af deres overskud end de gør i dag (Reich, 2016: 102). Investeringer er – per definition – kilden til økonomisk vækst, så måske er de store lønstigninger årsagen til den aftagende vækst?
Hvis toplederne ikke er deres lønstigninger værd, hvad er så grunden til, at de har fået dem? Her kan Pikettys svar have relevans. De voldsomt sænkede marginalskatter i 1980’erne øgede incitamentet til lønstigninger, og eftersom toplederne er en lille indavlet gruppe (Pikettys udtryk, ikke mit), er der i virkeligheden tale om, at toplederne har doneret hinanden lønstigningerne.
Men hertil skal lægges, at toplederne faktisk besidder nogle kvalifikationer, der gør dem særdeles værdifulde for de virksomheder, der betaler deres lønninger. Nutidens topledere er ikke kun forretningsmænd, de er magthavere. Bestyrelsen ansætter ikke kun sine direktører for at lede virksomheden, men også fordi de har midlerne til at påvirke lovgivningen i virksomhedens favør. Nu er vi fremme ved den centrale pointe i Robert Reichs bog Saving Capitalism.
Reich påpeger et sammenfald mellem, at de rigeste i USA får en stadig større bid af samfundskagen, og den stigende grad af succesfuld lobbyisme, der har givet de store virksomheder og Wall Street indflydelse på lovgivningen.
Årsagen til den stigende ulighed skal ifølge Reich først og fremmest findes i, at spillereglerne for virksomhederne er blevet ændret. Det skal ikke forstås sådan, at vi er gået i retning af et mere frit marked. Reich afviser selve termen ”det frie marked”. Markedet er skabt af mennesker gennem lovgivning.
Er anti-trust lovgivning (lovgivning mod monopoler) udtryk for mere eller mindre frihed? Det er frihed for forbrugerne, men det er samtidig et indgreb i de store virksomheders frihed. Når nogen taler om det frie marked, vil Reich spørge, frit for hvem?
Siden Ronald Reagans tid, er friheden tippet til fordel for de store virksomheder.
De store virksomheder har fået indflydelse på den amerikanske lovgivning af flere grunde. Mest indlysende er donationerne til de to store partier i amerikansk politik. Men bemærk at der også er givet donationer til dommere (der i mange tilfælde vælges direkte i USA). Læg dertil virksomhedernes lobbyisme i Washington, samt det faktum at der er overlap mellem topledere og politikere (således at mange politikere før og/eller efter de har tjent som ministre eller ledende embedsmænd, beklæder stillinger i store finansielle virksomheder, først og fremmest Goldman Sachs) (Reich, 2016: introduction, chapter 1, 2 and 3).
Reich giver en række konkrete eksempler på konsekvensen af virksomhedernes indflydelse på lovgivningen:
Patenter kan forlænges i princippet i det uendelige. Man skal blot ændre marginalt i sit produkt, og ansøge om et nyt patent, når det gamle er udløbet (Reich, 2016: 21-23).
Intellektuel copyright udstrækkes løbende så de ganske simpelt ikke løber ud, - en lovgivning der direkte har til formål at beskytte Disneys varemærker (Reich, 2016: 26).
Kabelfirmaer har de facto fået monopol på at levere internet, og firmaerne har flere steder fået presset lovgivning igennem, der forbyder det offentlige at lægge fiberkabler. Konsekvensen er, at amerikanerne har dyrere og dårligere internet end mange andre udviklede lande (Reich, 2016: 32).
Virksomheder kan slippe afsted med at lave kontrakter, hvor kunderne fraskriver sig forbrugerrettigheder, som ellers er garanteret ved lov. Hertil kommer kontrakter, der fratager kunderne retten til at klage, samt kontrakter, der fratager kunderne retten til at handle hos konkurrenterne (Reich, 2016. 34, 55).
De store virksomheder har presset mange stater til at indføre lovgivning mod eksklusivaftaler samtidig med, at virksomhederne selv tvinger deres medarbejdere til at underskrive aftaler, der forbyder de pågældende medarbejdere at tage job hos konkurrenterne (Reich, 57).
Konkursloven er blevet ændret således, at topledernes aktiver sikres i tilfælde af konkurs, mens arbejdernes løn og pension risikerer at gå tabt. Konkurs er således i flere tilfælde blevet anvendt som et redskab til at nedbringe arbejdsomkostningerne. Den konkursramte virksomhed er blevet gendannet efter konkursen, nu med dårligere løn og vilkår for arbejderne og bonus til toplederne (Reich, 2016. 61).
Den lader vi stå et øjeblik. Topledere har fået bonus for at lade deres virksomheder gå konkurs.
Skattevæsnet er blevet stækket, således at der ikke kan gennemføres tilstrækkelig kontrol og dermed korrekt opkrævning af skat (Reich, 2016: 70). Læseren bedes bemærke at lige præcis denne omstændighed får uligheden til at se lavere ud, end den faktisk er, da vores viden om ulighedens størrelse hovedsageligt beror på skatteopgørelser.
Endelig, og måske væsentligst, har de store virksomheder i kraft af deres betydelige indflydelse på lovgivningsprocessen, fået fastsat et loft over omfanget af bødestraf på insiderhandel og anden finansiel svindel, hvilket i praksis indebærer, at det for virksomhederne er en simpel cost benefit analyse der afgør, om det kan betale sig at bryde loven – hvilket alt for ofte viser sig at være tilfældet (Reich, 2016: 75).
For at opsummere: Man kan argumentere for, at det har været god strategi for virksomhederne at forøge deres toplederes lønninger, når man betænker de fordele, det har givet de store virksomheder i USA. Der er dog næppe nogle af disse lovgivningstiltag, der har haft en gavnlig effekt på samfundsøkonomien. Konsekvensen af lovgivningen har været forskydning af magt fra arbejdstagere til arbejdsgivere, fra små virksomheder til store virksomheder, samt oprettelsen af de facto monopoler, hvad der har svækket konkurrencen virksomhederne imellem.
Den svækkede konkurrence kan opsummeres i det forhold, at der løbende over de sidste 40 år er blevet skabt færre og færre nye virksomheder i USA, og at det samlede antal virksomheder i USA er faldet siden Finanskrisen. Udviklingen fremgår af nedenstående figur fra Saving Capitalism, der får lov at afslutte dette indlæg.


Stor tak til Stud. Scient. Pol. Rie Wiarda der har rettet og kommenteret dette indlæg, og herved forbedret læseoplevelsen betydeligt.