tirsdag den 15. maj 2018

Sådan fik nyliberalismen fodfæste i vores økonomiske modeller

Hvorfor forudsiger Finansministeriets økonomiske modeller altid, at økonomien bliver bedre, hvis blot vi øger uligheden? Nogle påstår, at det er sådan økonomer tænker. Men de nyliberalistiske forudsætninger i modellerne har ikke altid været der. De blev indarbejdede mest ved en tilfældighed. Her kommer fortællingen om, hvordan det skete. 


Når regeringen planlægger sin økonomiske politik, beregner embedsmændene hvilke konsekvenser, den foreslåede politik forventes at få med hensyn til vækst og beskæftigelse. Det gør embedsmændene ved hjælp af computersimulationer af økonomien, de såkaldte økonomiske modeller. Jo bedre disse modeller afspejler virkeligheden, jo bedre kan vi forudse konsekvenserne af den foreslåede økonomiske politik.

I dag lægger de økonomiske modeller særlig vægt på økonomiske incitamenters betydning for vækst og beskæftigelse, og ser samtidigt bort fra offentlige investeringers betydning for arbejdsudbuddet. På den måde favoriserer modellerne forslag om lavere dagpenge til arbejdsløse og lavere skatter til højtlønnede. Med andre ord vil forslag til økonomisk politik, der øger uligheden i samfundet, automatisk fremstå som bedst til at skabe vækst og beskæftigelse, når der laves konsekvensberegninger på den økonomiske politik i Finansministeriet.

Sådan har det ikke altid været.

Antagelser om at øget økonomisk incitament til at arbejde, vil øge den samlede produktion, er essensen af den tankegang vi kalder nyliberalisme. Denne tankegang blev første gang indarbejdet i de økonomiske modeller i 1989. Det skete ikke som følge af systematiserede erfaringer. Nyliberalistisk tankegang blev indarbejdet i modellerne, fordi statsminister Poul Schlüter fejllæste den politiske situation.

Hvordan det gik til, kan du læse om i det følgende.

Nyliberalismen kommer til Danmark

Historien om hvordan nyliberalismen får fodfæste i vores økonomiske modeller, begynder en kold efterårsaften 1988.

Statsministeren står ved vinduet i sit kontor, og stirrer ud i mørket. Han er træt og melankolsk. Året 1988 har været et sandt Annus Horribilis.

Det var året hvor hans kone, Lisbeth, døde af kræft. Det var året, hvor han udskrev Folketingsvalg kun otte måneder efter forrige valg – og gik tilbage (igen).

Og nu er der meningsmålingerne.

Pia Kjærsgaards Fremskridtsparti, der ved valget gik frem til 9 % af stemmerne, står i den seneste meningsmåling til 21 %. Vælgerne stjæler de først og fremmest fra Det konservative Folkeparti. Statsministerens eget parti. 

Poul Schlüter, statsminister 1982-1993.

Hos de konservative er man ikke i tvivl om hvorfor. Et skatteoprør, ligesom i 1973, er under opsejling. Dengang lykkedes det næsten Fremskridtspartiet at udradere de konservative, fordi de konservative ikke havde kunnet levere skattelettelser. 

Da statsministeren trådte til i 1982, lovede han danskerne skattelettelser. Men de løfter kunne han ikke indfri. Det startede ellers godt. Straks han var tiltrådt kom opsvinget, og Danmark kunne nyde godt af den konkurrenceevneforbedring, som hans forgænger Anker Jørgensen (S) havde gennemført. 

Men med stigende optimisme kom også stigende forbrug. Danskernes private forbrug blev finansieret ved låntagning i udlandet. Det var uholdbart.

For at bremse forbruget måtte statsministeren sætte skatten op. Han gjorde det modvilligt. Og han gjorde det for sent til at forhindre en ny Danmarksrekord i underskud på betalingsbalancens løbende poster i 1986. Det sidste indgreb, Kartoffelkuren, ramte boligejerne hårdt. 

Nu kommer vælgernes straf.

Statsministeren sætter sit tomme glas fra sig, og genoptager samtalen med sin unge skatteminister, Anders Fogh Rasmussen (fremover AFR). De har talt om livet og døden. Nu er turen komme til skatterne.

Statsministeren har forinden bedt Finansministeriets embedsmænd om at udarbejde et forslag til skattelettelser, men har fået det svar, at det vil være uansvarligt i den aktuelle økonomiske situation.  Skattelettelser vil øge efterspørgslen, hvad der vil presse lønnen opad, hvad der vil føre til inflation, hvad der vil forringe konkurrenceevnen, hvad der vil øge underskuddet over for udlandet yderligere.

Det afvisende svar fra Finansministeriets embedsmænd minder statsministeren om TV-serien ”Yes Minister”, hvor snu embedsmænd trækker naive ministre rundt ved næsen. Statsministeren mangler argumenter, med hvilke han kan sætte embedsværket på plads. Det er derfor, han har inviteret AFR på besøg.

AFR er inspireret af den nyliberalistiske amerikanske økonom og nobelpristager Robert Lucas, som AFR besøgte i Chicago i 1982. Robert Lucas har leveret en overbevisende forklaring på, hvorfor der på en gang kan være både arbejdsløshed og overophedning af økonomien i form af stigende inflation. Problemet er, at overførselsindkomster som dagpenge presser lønningerne op. Hvis arbejderne ikke kan få en løn, der ligger pænt over niveauet for, hvad man kan få på dagpenge, vil de hellere gå ledige. Med andre ord: De arbejdsløse mangler et tilstrækkeligt økonomisk incitament til at tage et arbejde.

Derfor skal dagpengene og andre overførselsindkomster sættes ned, forklarer AFR. På den måde kan man få folk i beskæftigelse, uden stigende lønninger presser inflationen opad. Men hvad skal få arbejderne til acceptere lavere løn?

Skattelettelser.

Statsministeren er vild med ideen. AFR får straks sine håndplukkede nyliberalistiske embedsmænd fra det nyoprettede Skattepolitisk Sekretariat til at udarbejde et notat med argumenter, som han overdrager til sin chef.

Noget tid senere kan AFR høre ekkoet af sine egne ord i statsministerens mund, da denne holder sin nytårstale 1. januar 1989. I nytårstalen udtaler statsministeren:

I virkeligheden ville det være langt mere effektivt, at parterne på arbejdsmarkedet forhandlede sig til rette om en lavere pengeløn, mod at regeringen sikrede en dertil svarende nedsættelse af skatten.

Statsministeren er forandret. Som leder af den gamle Firkløverregering var han jovial og midtsøgende. Ideologi var noget bras, og der blev indgået brede forlig, der øgede de offentlige udgifter.

Den nye statsminister er modsat. Han kører politisk dødskørsel. I 1989 lancerer han Århundredets Plan. Under påskud om, at det var påkrævet at harmonisere det danske skattetryk med resten af EF (som EU hed dengang), lægges der planer om store fyringsrunder i det offentlige – og tilsvarende store skattelettelser.

Faktisk skal skattelettelserne være større end besparelserne.

AFR og hans stab af unge nyliberalistiske økonomer får indflettet antagelser om dynamiske effekter ved skattelettelser i de modeller, der anvendes til beregningerne bag finansieringen af Århundredets Plan. Antagelser der forudsiger, at skattelettelser vil give øget incitament til at arbejde, hvad der vil øge arbejdsudbuddet, hvad der vil øge beskæftigelsen, og dermed skatteindtægterne.

Man har simpelthen hittet på en historie, der antager at lavere skatter i procent, vil give større skatteindtægter i kroner og ører. Når det kan lade sig gøre, er det fordi embedsmændene i de andre ministerier retter ind efter Skattepolitisk Sekretariat. Gør de ikke det, kommer AFR og blander sig. Og eftersom han har statsministerens opbakning, vinder AFR de interne magtkampe. 

Det er tvivlsomt, om nogen for alvor tror på de såkaldte dynamiske effekter ved skattelettelser. For AFR handler det først og fremmest om, at få begrænset det offentliges indtægter. Først når staten mangler penge, er det muligt at gennemføre besparelser på den offentlige sektor, ræsonnerer AFR.

Undervejs bliver Det Radikale Venstre, det lille parti i regeringen, tromlet. Den radikale folketingsgruppe siger nej til Århundredets Plan, men da de meddeler det til Finansministeren, får de at vide, at planen allerede er gået i trykken. Det er for sent at bakke ud. 

Helt forudsigeligt vender Socialdemokratiet tommelfingeren nedad til Århundredets Plan. Der bliver intet forlig.

Året efter forsøger statsministeren igen.

Det kunne lykkes. Faktisk er socialdemokraterne parate til at ændre i skatten. Men de vil ikke gå med til ufinansierede skattelettelser. Socialdemokratiets formand Svend Auken fortæller, at de efter forhandlingerne officielt var brudt sammen, vender tilbage til statsministeren med et sidste tilbud om forlig:

Vi lagde forslag frem om hvordan de tre milliarder, der manglede dækning for, kunne finansieres. Det skulle ske ved at lukke huller i skattelovgivningen. Jeg førte en hård linje, og sagde at der skulle være dækning på budgettet (…). Vi var livrædde for at ryge ind i en situation som den tilsvarende 1970’erne. Brandt barn skyr ilden. Vi ville ikke have et stort budgetunderskud igen. Med mig som formand var der ingen der troede, at vi ville rykke til højre. Min sårbarhed lå på økonomisk ansvarlighed, og derfor var det gudsvelsignet, at jeg kunne sige nej til ufinansierede skattelettelser.

Der kommer ikke noget forlig. Forklaringen leverer AFR:

I Venstres Folketingsgruppe kunne ingen se perspektivet i det forlig, hvis skatten endte med at være den samme, blot sammensat på en ny måde. Regeringen ville blive til grin i det borgerlige bagland, og jeg måtte meddele Schlüter, at på det grundlag kunne Venstre ikke støtte en aftale. Det tog han til efterretning.

Statsministeren er overbevist om, at vælgerne ønsker skattelettelser. Derfor udskriver han valg med skattelettelser som hovedtema.

Valget bliver endnu et nederlag for de konservative. Godt nok lykkedes det at hindre vælgerflugt til Fremskridtspartiet, men valgets store sejrherre bliver Socialdemokratiet. Det er kun fordi et par mindre venstrefløjspartier ryger under spærregrænsen, at statsministeren igen kan danne regering.

Således slutter første del af historien om de nyliberalistiske ideers indtog i Danmark som en fiasko. Anden del beretter om nyliberalismens triumf.

Nyliberalismen dikterer den økonomiske politik

Anden del af historien begynder, da AFR bliver statsminister i 2001.

Det er bemærkelsesværdigt, at AFR ikke vinder regeringsmagten på en parole om lavere skat. Venstre har gennem arbejdet med fokusgrupper fundet ud af, at vælgerne slet ikke ønsker skattelettelser. Vælgerne forbinder nemlig skattelettelser med nedskæringer i velfærden. Derfor lover Venstre i stedet ”skattestop”, hvad der signalerer uændret velfærd. 

AFR holder imidlertid mere end han lover. Siden 2002 er skattesatserne blevet reduceret til fordel for topindkomsterne med stigende ulighed til følge. 

Som nyliberalist gør AFR op med den (keynesianske) tankegang om, at man skal føre konjunkturmodløbende økonomisk politik. Styring af de økonomiske konjunkturer indebærer, at man i tider med højt forbrug, vækst og beskæftigelse, skal stramme kreditpolitikken, spare på det offentlige, eller sætte skatten op. Gør man ikke det, vil for høj efterspørgsel udløse inflation og i sidste ende underskud over for udlandet. Omvendt kan man godt tillade sig at underbudgettere i dårlige tider.

Når AFR tager afstand fra konjunkturmodløbende økonomisk politik, er det fordi han mener at have set, at det i praksis indebærer, at man udvider den offentlige sektor i dårlige tider, mens man sætter skatten op i gode tider. På den måde har den offentlige sektor fortrængt den private sektor. 

Det er ønsket om at tilbagerulle den offentlige sektor, der udgør den røde tråd i AFR’s økonomiske politik. Derfor er det første AFR gør, da han bliver statsminister, at lægge planer for en kommunalreform.

Kommunalreformen gennemføres pludseligt og uden en forudgående opsigelse af det eksisterende forlig. Reformen tilrettelægges uden at det offentliggøres, at målet er øget statslig kontrol med kommuner og amters skatteudskrivning. Antallet af kommuner reduceres, og amterne (der bliver til regioner) mister retten til at udskrive skat. Det er strategisk velovervejet, for væksten i den offentlige velfærd har først og fremmest været drevet af den kommunale skatteudskrivning. 

Kreditpolitikken dereguleres, så staten ikke længere kan bruge dette instrument til at føre konjunkturmodløbende politik. Det er bemærkelsesværdigt, for Kartoffelkuren fra 1986 (som AFR var bitterlig imod, upåagtet at han stemte for den), indeholdt netop en stramning af kreditpolitikken. Dengang bestemte staten, at boliglån skulle være 20-årige frem for 30-årige, således at boligkøbere fik et mindre månedligt beløb til forbrug. Det virkede afdæmpende på den økonomiske aktivitet, og medvirkede til, at underskuddet på betalingsbalancens løbende poster efterfølgende blev afviklet.

Samtidig stiger oliepriserne. Det betyder øget provenu til staten. Modsat Norge, der sparer oliepengene op i en fond, vælger AFR at lade pengene fosse ud af statskassen. Kombinationen af lempelig finanspolitik, skattelettelser og dereguleringen af kreditpolitikken fører til stigende forbrug, svindende overskud på betalingsbalancen, og husprisernes himmelflugt.

Økonomer og institutioner advarer mod en overophedning af økonomien. I alt modtager AFR 11 officielle advarsler fra de økonomiske vismænd og Nationalbanken i perioden 2006-8. 

AFR afviser advarslerne. Inflationen er ikke gået grassat. Det er økonomernes ideer om, at staten skal styre konjunkturerne, der er forkerte. Til pressen udtaler AFR:

Alt i alt deler jeg ikke den pessimisme, som visse økonomer giver udtryk for. Jeg glæder mig faktisk over, at dansk økonomi er så stærk, at vi nu igen har set et fald i ledigheden. Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om, fordi det er meget lang tid siden, at økonomerne begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu ville det hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu.

Men dansk økonomi er overophedet. Når det ikke kommer til udtryk i stigende inflation, er det fordi billige varer fra Kina trækker forbrugerprisindekset nedad. Overophedningen ses til gengæld i stigende huspriser. Da prisboblen kollapser og huspriserne falder, står mange husejere med større gæld, end de har tilgodehavender i deres hus.

Det er nu 10 år siden.

Konklusion: Ideer styrer den økonomiske politik

Selvom AFR og hans økonomiske politik er blevet diskrediteret, bliver nyliberalismen ved med øve indflydelse på vores økonomiske politik, for de antagelser som AFR fik flettet ind i vores økonomiske modeller spøger endnu.

Lad mig give et eksempel, der kan illustrere spøgeriet. På et tidspunkt mens socialdemokraten Bjarne Corydon er finansminister, besøger jeg den liberalistiske tænketank CEPOS med en gymnasieklasse. Vi får et imponerende foredrag. Særligt interessant bliver det, da forelæseren fremviser et notat lavet af Finansministeriet på foranledning af en forespørgsel fra et medlem af Liberal Alliance.

Notatet indeholder beregninger lavet af Finansministeriet ved hjælp af deres økonomiske model ADAM, der viser at SRSF-regeringens initiativ med at fremrykke de offentlige investeringer, vil resultere i arbejdsløshed og lavere vækst seks år efter de gennemføres (i 2018). Triumferende kan forelæseren konkludere, at regeringen hermed har underkendt sin egen politik.

I CEPOS vidste de i forvejen, hvad konsekvensberegningerne af regerings forslag ville vise, da de bestilte beregningerne via deres mellemand i LA. Det vidste de eftersom resultatet er forudbestemt af de antagelser, der er lagt ind i modellen. Det er derimod et åbent spørgsmål i hvilket omfang finansminister Bjarne Corydon og den øvrige SFSR-regeringen var bevidst om, hvorledes deres økonomiske modeller systematisk favoriserede forslag til økonomisk politik, der øgede uligheden.

Når SFSR-regeringen forholdt sig til kritik af deres økonomiske politik, forsvarede de sig med, at den de førte den ”nødvendige” politik. Denne udtalelse kan tolkes således, at de var blevet overbevist af de økonomiske modeller. At de ikke var klar over, at der fandtes et alternativ.

Det lykkedes aldrig SRSF-regeringen at gøre op med arven efter AFR.

Den lovede finanspolitiske kickstart blev ikke til noget, fordi kommunernes økonomi blev holdt i for stramme tøjler. Kommunerne turde ikke sætte gang i de offentlige investeringer, for hvis de overskred de centralt udstukne rammer, ville de blive straffet.

Den demontering af organisationen SKAT, som AFR startede, blev der ikke rettet op på. Organisationen SKAT er siden 2005 blevet slanket fra 12.000 til 7.000 medarbejdere, og samtidig er skattesnyderiet eksploderet, mens mængden af uopdrevet skattegæld har passeret 100 milliarder. Tilliden til SKAT smuldrer.

SFSR-regeringens mange velfærdsreformer, havde et stramt fokus på at øge incitamentet til at søge arbejde. Regeringen proklamerede ofte, at nu ville væksten og beskæftigelsen stige, for det forudsagde modellerne ville ske. Retfærdigvis steg vækst og beskæftigelse under SFSR-regeringen, men i forhold til det forventede, må udviklingen betegnes som skuffende.

For at opsummere blev SRSF-regeringens økonomiske politik fastholdt inden for de idemæssige rammer, som tidligere regeringer havde lagt ind i de økonomiske modeller. Og eftersom ideer om hvad der er den rette økonomisk politik, virker styrende for den økonomiske politik i praksis, kunne resultatet derfor ikke blive andet, end at SRSF-regeringen hverken kunne vende konjunkturudviklingen eller forhindre uligheden i at stige, men blot fortsætte af det spor, der havde præget den økonomiske politik under VK-regeringerne de forgående ti år.

lørdag den 5. maj 2018

Hvorfor var Karl Marx ikke liberalist?


Dette indlæg handler om Karl Marx forfatterskab. Hvis du gerne vil vide noget om Karl Marx liv, kan du læse den korte biografi jeg har skrevet om ham i Netavisen Pio (rendyrket skandalejournalistik fyldt med saftige detaljer). 


Verdens bedst kendte økonom, Karl Marx, fylder 200 år. Men hvad skrev han om? I skolebøgerne omtales Marx som den vigtigste socialistiske ideolog. Man skulle derfor tro, at han skrev om socialistisk økonomi. Men det gjorde Marx ikke. Han skrev om markedsøkonomi. Og hans intellektuelle forbilleder var de liberalistiske økonomer Adam Smith og David Ricardo.

For at forstå en skribent som Marx, må vi kende til den historiske kontekst han skrev i. Marx er som økonom særlig interessant, for han er den første der erkender, at markedsøkonomien rummer en formel, der skaber konstant stigende vækst. Tidligere økonomer skrev rigtig nok om, hvad der kunne øge velstanden, men de havde aldrig drømt om, at væksten blot kunne stige og stige og stige. Men for Marx var konstant stigende vækst ingen drøm, han kunne bare kigge ud af vinduet.

Figur 5.1: Udviklingen i BNP per indbygger i Storbritannien 1800-1900

Kilde: The Maddison Project Database 2013. Året 1800 = indeks 100. Beregnet på BNP i faste priser.

Sådan omtrent fra den dag Marx blev født (5. maj 1818) oplevede Storbritannien som det første land i verden konstant stigende vækst. Væksten var en historisk kendsgerning, der ikke kunne ignoreres. Det blev den heller ikke. Væksten vakte begejstring. Også hos Marx.

I Det Kommunistiske Partis Manifest (1848) skriver Marx (sammen med Friedrich Engels) begejstret om alt det, bourgeoisiet (borgerskabet), og dermed markedsøkonomien, har frembragt:

”Undertvingelse af naturkræfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af jorden – hvilket andet århundrede anede, at der slumrede sådanne produktionskræfter i det samfundsmæssige arbejdes skød.”

For at opsummere. Marx anerkender, at det er markedsøkonomien, der har frembragt den økonomiske vækst, og Marx er begejstret for den økonomiske vækst. Så hvorfor blev Marx ikke liberalist?

Et fyldestgørende svar kræver, at vi først forstår, hvordan markedsøkonomi skaber vækst.

ARBEJDSDELING SKABER VELSTAND
Overgangen til markedsøkonomi indebar, at stort set alle økonomiske transaktioner blev gjort til genstand for fri prisdannelse. Pengeøkonomien blev udbredt. Handelshindringer blev nedbrudt. Alt dette fremmede arbejdsdelingen, og her ligger kilden til velstand. I kraft af arbejdsdelingen kan vi specialisere os, blive dygtigere og mere effektive og dermed producere mere. Alt dette er beskrevet i Adam Smiths hovedværk Nationernes Velstand fra 1776. Alt dette er Marx enig i.

Imidlertid hævder Adam Smith i samme bog, at netop den fri prisdannelse vil sikre en retfærdig fordeling af goderne. Hvis nogen tog overpris for deres varer, ville det skabe et incitament hos andre til at producere mere af denne vare, hvorved prisen ville falde.

Her ser Marx en fejl i Adam Smiths analyse.

Marx mener på linje med David Ricardo (som Marx beundrede endnu mere end Smith), at goderne bliver ulige fordelt, mellem dem der ejer produktionsmidlerne (kapitalisterne/borgerskabet), og dem der blot ejer deres egen arbejdskraft (arbejderne/proletarerne). Mens de første hele tiden bliver rigere, vil de sidste vedblive med at leve på eksistensminimum, for, som Marx skriver, ”fattigdommen bliver produceret af de samme forhold, som producerer rigdommen.”

Når Marx ikke delte Adam Smiths optimistiske antagelse vedrørende markedskræfternes evne til at distribuere goderne retfærdigt, kan det igen forklares gennem et kig ud af vinduet. Ingen samtidig iagttager kunne have benægtet, at fattigdom udgjorde et stort problem.

I slutningen af 1700-tallet, kort efter at Adam Smith havde forudset stigende velstand til alle, begyndte fattigdommen at stige. I 1780 udgjorde de samlede udgifter til fattigforsorgen i England £ 2 millioner. I 1812 var det steget til £ 6 millioner, og på dette niveau forblev udgifterne frem til 1830. Det skønnes at i et gennemsnitligt sogn på 600 indbyggere har omkring 85-120 personer været afhængige af fattighjælp i store dele af året. 

Fattigdommen var ikke forbeholdt dem, der ikke kunne finde job, og måtte ty til fattiggården (hvor man i øvrigt også arbejdede). De som havde arbejde, måtte udføre det under ekstreme vilkår. På fabrikkerne arbejdede kvinder og børn i dårligt udluftede og dårligt belyste fabrikshaller i stort set alle deres vågne timer. Der blev flere gange lovgivet mod børnearbejde, men den tidlige lovgivning var ikke effektiv.

Vi forstår altså, at Marx kunne se, at markedskræfterne skabte større ulighed end Adam Smith havde forudset, og derfor købte Marx ikke Adam Smiths begejstring for markedskræfterne. I stedet opdaterede Marx David Ricardos teori om at godsejerne ville tage al profitten, fordi det var dem der ejede jorden, til at fabriksejerne ville tage al profitten, fordi det var dem der ejede alle maskinerne.

KRISER HOLDER ARBEJDERNE I FATTIGDOM
Hertil tilføjede Marx en yderligere kritik af markedsøkonomien, nemlig dens indbyggede tendens til at skabe tilbagevendende kriser, der medvirker til at fastholde arbejderne i fattigdom. Således skriver han sammen med Friedrich Engels i Det kommunistiske Partis manifest (1848):

”Det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem (…). Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.” 

Markedsøkonomien genererer en overskudsproduktion, der ikke kan afsættes. Værksteder må lukke ned, og deres marked overtages af fabrikker. Selvstændige der tidligere kunne forsørge sig selv reduceres til lønmodtagere. ”De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet”. Middelklassen skrumper, ”fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne”.

Kriser kunne også opstå på grund af ubalancer i den finansielle sektor. I ”Kapitalen – bind III”, der udkom posthumt, og som er sammenskrevet af Engels på baggrund af noter Marx skrev i 1860’erne, beskrives mønsteret for en finansiel krise. Her skelner Marx mellem kapital i form af værdien af aktier, obligationer og andre finansielle aktiver (fiktiv kapital) og kapital som kapitalapparat, de maskiner der bidrager til forøge produktionen (reel kapital).

Prisstigninger på finansielle aktiver kan foranledige spekulation. Den overdrevne efterspørgsel efter fiktiv kapital forårsager kun yderligere prisstigninger. Disse prisstigninger kan skabe en forventning om, at der kan opnås større profit gennem erhvervelsen af finansielle aktiver, end gennem investeringer i kapitalapparatet. Det vil flytte ressourcer fra reel kapital til fiktiv kapital.

Prisstigningerne på de finansielle aktiver vil før eller siden stoppe, hvorefter folk ønsker at sælge. Boblen vil briste, og mange vil være efterladt med en stor gæld, hvad der vil gøre dem insolvente, og forhindre dem i at låne penge til investeringer i kapitalapparatet, og dermed hensætte økonomien til en længere periode med recession, altså tilbagegang i væksten.

Kriserne er skyld i, at arbejderklassen bliver holdt i fattigdom. Det eneste arbejderne har at sælge, er deres arbejdskraft, som de må sælge stykvis, som enhver anden handelsartikel. Derfor kan arbejdernes vilkår kun forbedres midlertidigt.

Når en ny handelskrise indtræffer, forringes arbejdernes forhandlingsstyrke over for arbejdsgiverne, idet der nu er flere der efterspørger jobs, end der udbydes jobs. Herved falder arbejderens løn, til alene hvad der kræves for at holde vedkommende i live.

Det er den teknologiske udvikling, den øgede produktivitet, der har ført til vækst og gjort os rige. Men hvorfor mener Marx ikke, at denne rigdom kunne komme arbejderne til gode? Er det virkelig sandt at arbejderen ikke har andet end hans arbejdskraft til tilbyde? Hvad med uddannelse og opøvede færdigheder – det vi i dag kalder menneskelig kapital?

På det tidspunkt hvor Karl Marx skrev, var der tydelige forskelle på levestandarden blandt de ufaglærte daglejere og de mere fast beskæftigede faglærte arbejdere. Det forekommer derfor oplagt at antage, at arbejderne kan forbedre deres levestandard ved at uddanne sig.

Imidlertid forestillede Marx sig, at de teknologiske landvindinger med tiden ville overflødiggøre den faglærte arbejdskraft, hvorved også de faglærte arbejdere vil overgå til daglejerens skæbne.

”Jo mindre arbejdet kræver fagkundskab og legemlig styrke, d.v.s. jo mere den moderne industri udvikler sig, desto mere bliver mændene fortrængt af kvinder og børn. Forskel i køn og alder har ikke mere social gyldighed for arbejderklassen. Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og køn kræver forskellige omkostninger.”

Kun de fabriksejere der havde den fornødne kapital til at implementere nye arbejdskraftbesparende teknologier, ville kunne håbe på at klare sig i konkurrencen. Hvis de ikke selv investerede, ville andre gøre det. ”Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne (…). De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre”, skrev Marx. 

Konstante arbejdskraftbesparende investeringer overflødiggjorde faglig kunnen, og gjorde de velstående arbejdere til besiddelsesløse proletarer, mens middelstandens selvstændige måtte se sig udkonkurreret af store fabrikker, og således også blive proletarer. Klassemodsætningerne skærpedes. ”Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.”

For at opsummere. Markedsøkonomien er karakteriseret ved, at den hjemsøges af den ene krise efter den anden, og undergår konstant forandring. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at markedsøkonomien overlever hver eneste af disse kriser.

SÅDAN OVERLEVER MARKEDSØKONOMIEN SINE KRISER
Markedsøkonomiens indbyggede kriser overvindes ved, at små og mindre effektive virksomheder går fallit. Velstand kommer, som vi lærte af Adam Smith, gennem en stadig højere grad af specialisering af arbejdet, og det fordrer stadig større virksomheder.

Kriserne overvindes også ved at ”erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere”. Hver gang det lykkedes markedsøkonomien at finde en sådan udvej, vokser produktionen igen til nye højder, hvad der ligger kimen til en endnu større krise. Hver ny krise bliver voldsommere end den forrige. 

For at kunne finde nye markeder eller udnytte de gamle bedre, kræves der frihandel. Hver gang markedsøkonomien kommer i krise, må den finde en smutvej til større produktion, ved at finde nye afsætningsmuligheder. Den økonomiske vækst og hele det markedsøkonomiske system er derfor afhængige af stadigt mere frihandel.

I 1847 afholdtes en frihandelskongres i Bruxelles. Kongressen blev afholdt i forlængelse af, at det britiske parlament året før havde afskaffet de protektionistiske kornlove, og nu ville man gerne overtale kontinentet til at følge dette gode eksempel, og tillade eksport fra Storbritannien uden toldbarrierer. Marx havde indskrevet sig som taler, men, som man kan forestille sig, blev han afskåret fra at tale. I stedet holdt han sin tale om frihandel for sine tilhængere den 9. januar 1848.

I talen afviser Marx at frihandel skulle komme arbejderne til gode, sådan som det blev fremført af frihandelstilhængerne. Frihandelen vil fremme arbejdsdelingen. Frihandelen vil dermed øge produktiviteten. Således vil frihandelen fremskynde markedsøkonomiens kriser og proletariatets forarmelse.

”Mine herrer!”, sagde Marx, ”lad jer ikke forlede af det abstrakte ord frihed. Hvis frihed? Det er ikke frihed mellem to individer, men frihed for kapitalen til at træde arbejderen under fode.” Frihandel, insisterer Marx, er udbytning. Et folkeslag, der gør sig rigere på bekostning af et andet. 

Denne kritik indebar dog ikke, at Marx derfor var tilhænger af protektionisme. Ifølge Marx er protektionisme reaktionært. Frihandel, derimod, er progressivt, men destruktivt. Det ødelægger det bestående, og skubber modsætningerne mellem proletariatet og bourgeoisiet til det ekstreme. På den måde er frihandel godt.

”Frihandel fremskynder den sociale revolution. Og derfor, og kun derfor, er jeg tilhænger af frihandel,” afsluttede Marx sin tale. 

Marx forudså at handelen ville blive mere og mere udbredt. Øget handel, udbredelsen af nye markeder, er en forudsætning for økonomisk vækst. ”Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umådelig udvikling. Denne har igen virket tilbage på industriens vækst.” 

Marx observerede en udvikling omkring sig, der indeholdt det som eftertiden har kaldt modernisering. Markedsøkonomien skabte urbaniseringen, aftraditionaliseringen og nationalstaterne. ”Uafhængige, løst forbundne provinser, der havde forskellige interesser, love, regeringer og særlige toldgrænser, bliver smeltet sammen til een nation med een regering, een lov, een national klasseinteresse, een toldgrænse.”

Marx forudså også, at denne proces, der i dag kaldes globalisering, ville udstrække moderniseringen til resten af verden. 

”Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Til de reaktionæres store sorg har de slået den nationale grund bort under fødderne på industrien. De ældgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag. De bliver fortrængt af nye industrier, som det bliver et livsspørgsmål for alle civiliserede nationer at indføre, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets egen frembringelser, kommer der nye, som kræver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrøg for at blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med den åndelige. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.”

Med andre ord forudså Marx, at det markedsøkonomiske samfund (det som vi kalder ”vestlig kultur” eller nogle gange blot civilisationen), ville brede sig til resten af verden.

Markedet behøver hele tiden nye afsætningsmuligheder, og vestens teknologiske forspring gjorde det nemt at åbne disse markeder. ”De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne,” skrev Marx med henvisning til, hvorledes Storbritannien havde anvendt militær magt, for at tvinge Kina til at give adgang til dets marked.

Kineserne ønskede ikke at handle med briterne (der ville sælge kineserne opium), men Storbritanniens militære overlegenhed gjorde, at kineserne ikke havde noget valg. Alle lande måtte ”tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde; det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois’er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.”

For at opsummere: Marx er skeptisk indstillet over for liberalismen, fordi han ikke tror på markedskræfternes evne til skabe en retfærdig fordeling af goderne. Det er ikke er udbud og efterspørgsel, men rå magt, der fordeler goderne i samfundet. Det er rå magt, der undertrykker arbejderne og holder dem på eksistensminimum. Det er rå magt, der gør at europæerne bliver rigere på bekostning af resten af verden.

SÅDAN BLEV VESTEN RIG
Faktisk er hele den vestlige verdens velstand ifølge Marx opstået som følge af en brutal udnyttelse af den øvrige verden, og ikke som følge af frihandel. I det omfang der blev handlet, var denne handel ikke fri, men monopoler reguleret af staten.

Markedsøkonomi er er et system, hvor man investerer sit produktionsoverskud (sin kapital), hvilket giver et afkast (øger produktionen), som man så kan investere igen, få endnu mere afkast, investere igen, få endnu mere afkast og så videre. ”Akkumuler, akkumuler! Det er Moses og profeterne!”. Men hvorfra stammer den første ”primitive kapital”, der startede hele denne akkumuleringsproces? Dette forklarer Marx i Kapitalen fra 1867:

”Opdagelsen af guld og sølv i Amerika, den indfødte befolknings udryddelse, slavebinding og begravelse i minerne, erobringen og udplyndringen i Ostindien og Afrikas omformning til et stort område til kommerciel jagt på sorte, udgør tilsammen den kapitalistiske produktionsmådes rosenrøde opkomst. Disse idylliske forberedelser er de vigtigste i den primitive kapitalakkumulation. I deres følge kom de europæiske nationers handelskrige med hele kloden som skueplads (…) Handelen langs Indiens kyst (…) med salt, opium og betel og andre varer var uudtømmelige gruber af velstand. Embedsmændene bestemte selv priserne, og udplyndrede de ulykkelige hinduer, som det passede dem. Generalguvernøren tog selv del i denne private handel. Hans personlige venner fik kontrakter på sådanne vilkår, at de – dygtigere end alkymister – lavede guld ud af det bare ingenting. Store formuer sprang op som svampe på en eneste dag.”

Den frie markedsøkonomi, som Adam Smith beskriver, kunne ikke være skabt, hvis ikke europæerne havde udplyndret resten af verden, hvis de ikke havde solgt og anvendt slaver, og hvis europæerne ikke med vold selv havde stipuleret de betingelser for handel, der gjorde det muligt for dem, at hente helt urimelige profitter ud af deres koloniale eventyr. Derfor kan Marx ikke acceptere Smiths idealiserede fortælling om markedsøkonomi, som et system der fungerer uden statsindblanding.

Hermed skulle det gerne være slået fast med syvtommerssøm, hvorfor Marx ikke var liberalist. Markedsøkonomien er hverken fri eller upartisk, men bliver brugt af den herskende klasse til at undertrykke arbejderne. Markedsøkonomien rummer det store paradoks, at ”det vældigste middel til forkortelse af arbejdstiden slår om til at blive det mest ufejlbarlige middel til at forvandle hele arbejderens og hans families levetid til arbejdstid, disponibel for kapitalens værdiøgning”.

MARX OG FORUDSIGELSERNE
Marx analyse er overbevisende i kraft af, at han i højere grad end nogen anden samtidig iagttager erkendte, og kunne se potentialet i markedsøkonomiens skaberkraft. Han forudså grænseløs vækst. Han forudså at produktionen ville blive koncentreret på stadig færre og større virksomheder. Han så fremvæksten af arbejderklassen og hele globaliseringsprocessen, da disse fænomener endnu kun var i sin vorden.

Men på et afgørende punkt, tog han fejl. Industriproletariatets revolution udeblev. Marx havde forudset at arbejderne til sidst blev så forarmede, at de ville gøre oprør og overtage produktionsmidlerne.

De socialistiske revolutioner der rent faktisk kom, fandt sted i ikke-industrialiserede lande (Rusland og Kina). Marx havde forventet, at det var i de mest industrielt udviklede lande, at revolutionen først ville indtræffe, for kun et kapitalistisk land vil producere så store masser af besiddelsesløse, så meget ulighed, at det uafvendeligt fører til revolution.

Hvorfor tog Marx fejl? Hvorfor udeblev den af Marx proklamerede kommunistiske revolution?

En del af svaret skal nok findes i, at selvom Marx fremlagde hvad han selv anskuede som en videnskabelig analyse, så var hans skrifter samtidig politiske, og skal læses som sådan.

Marx havde næppe skrevet Det Kommunistiske Partis Manifest for eksempel, hvis han ikke ønskede at fremprovokere politisk bevidsthed og håb hos arbejderklassen. På den måde kan Marx forudsigelse om revolution læses i højere grad som et ønske om revolution, end det var en videnskabelig funderet tro på revolutionens uundgåelighed.

En anden del af svaret skal nok findes i, at Marx også tog fejl på et andet afgørende punkt i hans analyse. Uligheden blev ikke ved med at stige.

Marx var af den overbevisning, at proletariatet ville blive stadig mere forarmet som det markedsøkonomske samfund udviklede sig. I tidligere historiske epoker, havde uligheden mellem undertrykkere og undertrykte ikke været så stor, at det nødvendigvis måtte føre til revolution. Men under i markedsøkonomiens tidsalder ville arbejderklassen synke så dybt, at den havde alt at vinde, og kun sine lænker at tabe, ved at lave revolution.

”For at en klasse skal kunne undertrykkes, må der være sikret den betingelser, som i det mindste gør det muligt for den at friste livet som slave. Under livegenskabet arbejdede den livegne sig frem til at blive medlem af kommunen, ligesom småborgeren under den feudalistiske absolutisme blev til bourgeois. Den moderne arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i stedet for at stige med industriens fremskridt.”

Men så galt gik det ikke. De britiske arbejderes realløn (samlet set) begyndte at stige fra omkring 1830. Reallønnen var dog kraftigt svingende, og under tilbagegangen i 1848, faldt arbejdernes realløn til samme niveau som 1797. Men tendensen var opadgående, og aldrig igen faldt reallønnen til samme lave niveau som i 1848.

Arbejderne havde altså noget at miste, og dermed har vi årsagen til den udeblevne revolution. 

Dette kunne Marx naturligvis ikke vide. Hvad der derimod forekommer ejendommeligt, er at Marx tilsyneladende tror så meget på revolutionens komme, at han overser konsekvenserne af sin egen analyse.

Markedsøkonomiens kriser modvirkes ved stadig at øge markederne (udbredelsen af frihandel), og derudover gennem opfindelser af nye produkter, der skaber nye markeder.

Og det er jo netop, hvad der er sket igen og igen.

Paradokset forekommer større, når man betænker at Marx kunne se, hvorfor for eksempel Thomas Malthus tog fejl i hans dommedagsprofeti.

Økonomen Thomas Malthus havde i 1798 forudsagt, at fødevareproduktionen umuligt kunne holde trit med befolkningstilvæksten. Allerede i 1844 havde Marx erkendt, at det var forkert. Malthus havde i sit ræsonnement overset et tredje element i produktionsfunktionen (ud over jord og arbejdskraft), ”som økonomerne ganske vist altid har overset, og hvis vækst er lige så grænseløs og mindst lige så hurtig som befolkningens, (…) videnskaben, (…) og hvad er umuligt for videnskaben?”

Det lader til, at Marx selv overså, at videnskaben havde potentialet til at skabe nye markeder.

Siden den første industrielle revolution har der været et antal efterfølgende revolutioner, der har skabt nye markeder og nye behov og dermed revitaliseret kapitalismen, så den igen og igen har overvundet sine tilbagevendende kriser.

Siden Marx skrev, er elektricitet blevet udbredt, og har forandret hele produktionsformen til et niveau med meget høj automatisering. Kommunikationsmidlerne er blevet udviklet fra telefon, til radio, til tv, til e-mail, til sociale medier.

Hver revolution har rigtignok overflødiggjort visse af arbejdernes tillærte færdigheder, men den har også skabt behov for nye. Det har derfor været muligt for arbejderne, gennem tilegnelse af færdigheder, at stille sig selv i en forhandlingsposition, der kunne give dem lønstigninger, der kunne forbedre deres levestandard.

Fremvæksten af fagforeninger og udbredelsen af stemmeretten til arbejderklassen, gav arbejderne en styrke Marx ikke havde forudset, selvom han selv arbejdede på at forbedre arbejdernes rettigheder og vilkår. Derfor steg uligheden ikke uendeligt, men faldt faktisk i kølvandet i på de to verdenskrige.

Og nu stiger uligheden så igen.

Marx holder næppe op med at være relevant foreløbig.